Kendte14. oktober 2022

Så rig er bogkongen Bjarne Reuter

Forfatteren Bjarne Reuter får flest bibliotekspenge af alle og har pengetank med millioner
Danmarks 72-årige bogkonge Bjarne Reuter har sparet en millionformue op i sit firma.
Danmarks 72-årige bogkonge Bjarne Reuter har sparet en millionformue op i sit firma.
 Foto: GREGERS TYCHO/Ritzau Scanpix

Forfatteren Bjarne Reuter har i mere end to årtier toppet den årlige liste over modtagere af bibliotekspenge.

Ifølge Kulturministeriets liste får den 72-årige bogkonge i år 708.148 kroner for at stille sine værker til rådighed på landets biblioteker.

Dermed ligger han langt foran forfatterkollegaer som Sara Blædel, Dennis Jürgensen, Lene Kaaberbøl og Leif Davidsen.

Men den flittige forfatter har andre indtægter end bibliotekspengene.

Ifølge regnskabet for Bjarne Reuters anpartsselskab Produktionsselskabet af 12/1 1958 supplerede han i regnskabsåret 2021/22 bibliotekspengene med et overskud på 215.119 kr. efter skat.

Firmaet sælger blandt andet rettigheder til manuskripter til bøger, artikler, film, teater og tv.

Produktionsselskabet af 12/1 1958 har en formue på 6,5 mio. kr. Omkring 5 mio. kr. er investeret i værdipapirer.

Desuden har Bjarne Reuter sammen med hustruen Annette en villa i Lyngby og et sommerhus i Rørvig.

Sponsoreret indhold