
Mand idømt karantæne: Så porno hver dag i fire år på københavnsk bibliotek

I en noget bizar historie har en mand fået forbud mod at bruge alle offentlige computere på københavnske biblioteker i et helt år.
Årsagen: Manden har set porno på computerne.
Ikke blot en smule porno.
Ikke blot en rimelig mængde porno.
Men en helt GIGANTISK mængde porno.
Rent faktisk er manden - HVER DAG I FIRE ÅR - mødt op på Sydhavnens Bibliotek og har surfet porno.
Det fortæller Radio24Syv.
Manden er gennem de fire år gentagne gange blevet opfordret til at lade være med at vende tilbage dag efter dag for at surfe porno, og når han er blevet opfordret til at slukke for pornoen af ansatte og andre gæster på biblioteket, har han gjort det, men under højlydte protester og ikke uden efterfølgende opringninger til personalet på Biblioteket.

Her har han argumenteret for sin ret til at se porno - også når der er børn til stede - alt andet vil være et indgreb i hans personlige frihed, mener manden.
Og hvad børnene angår, er han af den opfattelse, at 'børn har bedre af at se på noget smukt end eksempelvis en voldelig film'.
Hos Kultur- og Fritidsforvaltningen i Københavns Kommune siger chef for Københavns Hovedbibliotek og Biblioteksfaglig Afdeling, Jakob Heide Petersen, til BT, at det er svært at lave hårde retningslinjer for brug af bibliotekernes computere.
- Der er et vist skøn, som den lokale afdeling må foretage, da vi nødigt vil bortvise folk, der ved et uheld eller en enkelt gang er kommet til at se porno, men vi stiller heller ikke computere til rådighed med det formål, at folk skal sidde og se pornografi siger Jakob Heide Petersen til BT.