Kendte22. juli 2022

Så er de (endnu mere) flyvende! Magnus Cort og Jonas Vingegaard får to storkeunger opkaldt efter sig

To storkeunger fra Sønderjylland skulle navngives, og to navne, der er yderst populære for tiden, løb med en sikker sejr
stork
Arkivfoto.
 Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

"Hvad skal barnet hedde?", er spørgsmålet, nybagte forældre stiller sig selv.

Men i TV SYD's tilfælde var der mere tale om, hvad storkeungerne skal hedde, og her bad tv-stationen sine mange seere om at give deres besyv med.

Hele 3.000 seere sendte en sms-stemme, og med hele 68 procent af stemmerne var det noget af en sejr til vindernavnene.

TV SYD's seere har nemlig afgjort, at de to storkeunger, der er kommet til verden i Smedager, skal hedde Magnus Cort og Jonas Vingegaard.

De to cykelryttere, der efter deres pragtpræstationer i Tour de France har vundet danskernes hjerter, slog andenpladsen, som var Kaj og Andrea, med flere længder. Andenpladsen høstede blot 19 procent af stemmerne.

Magnus Cort og Jonas Vingegaard
Magnus Cort og Jonas Vingegaards navne har været på alles læber denne sommer.
 Foto: Thibault Camus/AP/Ritzau Scanpix, Gonzalo Fuentes/Reuters/Ritzau Scanpix

Sidste søndag måtte Cort desværre udgå på grund af corona, men på en videoforbindelse fra Andorra reagerer han nu på, at en storkeunge nu skal være hans navnebror:

– Det er en kæmpe ære, lyder det begejstret fra bornholmeren.

TV SYD har også ladet Cort vælge, hvilken af storkeungerne der skal bære hans navn. Den 29-årige cykelrytter har lagt sig på den storkeunge, der bærer en gps på ryggen, og det er han-storken.

Dermed er det hun-storken, der kommer til at få navnet Jonas Vingegaard.

Hvordan den potentielle Tour-vinder reagerer på at få en storkeunge opkaldt efter sig, melder historien desværre intet om – men mon ikke Jonas Vingegaard, både mennesket og storken, er godt flyvende?

Sponsoreret indhold