Kendte15. marts 2022

Russiske influencere bryder sammen: Må ikke længere bruge Instagram for Putin

Hvis de russiske influencere troede, de ville blive mødt med sympati, kan de godt tro om igen
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/unavngivet_3.jpg

Mandag var atter engang en brutal og hjerteskærende dag for borgerne i Ukraine, som er blevet invaderet af Rusland.

Men det var bestemt også en hård dag for de russiske influencere. Det mener de i hvert fald selv.

Mandag trådte et forbud mod Instagram nemlig i kraft i Rusland som følge af deres krig mod Ukraine.

Og det har fået nogle af landets mest berømte influencere til at bryde fuldstændig sammen i videoer, som de lige akkurat nåede at dele, inden forbuddet blev indført.

Det skriver New York Post.

Det er Vladimir Putin, som står bag Instagram-forbuddet i Rusland. Ifølge ham tilskynder det sociale medie til vold mod russerne.

Men som nævnt er forbuddet bestemt ikke blevet velmodtaget af mange russiske influencere.

En af dem, der er brudt fuldstændig sammen over forbuddet, er realitystjernen Olga Buzova, som har 23,3 millioner følgere på Instagram.

I en video, hun nåede at dele inden forbuddet, siger hun, at hun føler, at "hele hendes liv bliver taget fra hende".

- Jeg er ikke bange for at indrømme, at jeg ikke har lyst til at miste jer (følgere, red.), siger hun grædende i videoen og fortsætter:

- Jeg ved ikke, hvordan fremtiden ser ud. Men jeg ved, at jeg har delt mit liv, mit arbejde og min sjæl med jer. Det her er ikke et job for mig - det er en del af min sjæl, så det føles som om, at en del af mit hjerte og mit liv bliver taget fra mig.

Videoen kan ses herunder (artiklen fortsætter under opslaget):

Tv-kanalen NEXTA TV har interviewet en russisk blogger, som grædende fortæller, hvordan hendes liv er brudt sammen som følge af forbuddet.

- For mig er det mit liv. Det er min sjæl. Det er den ene ting, jeg kan vågne op til, og som jeg kan falde i søvn med, siger hun grædende i videoen, som kan ses herunder:

Artiklen fortsætter under videoen...

Flere andre kendte russiske influencere har delt lignende opslag, inden forbuddet trådte i kraft.

For eksempel har Valeria Chekalina, der har 10,5 millioner, delt en græde-emoji, mens Liza Lukasheva med en million følgere har delt en følelsesladet video, hvor hun siger farvel til sine fans.

"UKRAINERNE BETALER MED DERES LIV"

Ifølge de ukrainske myndigheder har flere end 14.000 personer mistet livet som følge af krigen i landet.

Og derfor er det ikke ligefrem blevet velmodtaget på sociale medier, at de berømte russiske influencere bryder sammen over ikke at kunne bruge Instagram.

- Ukrainere betaler med deres liv, mens russerne tror ikke, at de skal betale noget som helst for denne krig?, lyder det for eksempel fra en bruger.

- Min sympati går til alle de ukrainere, der har mistet deres arbejde, deres familie, deres liv, deres kæledyr og deres hjem. Jeg har ikke noget tilovers for de influencere, som kun tænker på sig selv, skriver en anden.

Ruslands forbud mod Instagram og Facebook blev annonceret fredag og trådte altså i kraft mandag.

Ifølge Vladimir Putin skyldes det, at Meta, som ejer de to sociale medier, har ændret sine regler, så det nu er tilladt i Ukraine at skrive opslag, hvor man ytrer sig hadsk og voldeligt mod russiske soldater.

Det er dog ifølge eksperter sandsynligt, at Vladimir Putins forbud også skyldes, at han vil minimere sine borgeres adgang til nyheder fra andre lande.

Sponsoreret indhold