Kendte1. februar 2024 (opd. 1. februar 2024)

Russiske forbindelser? Donald Trumps får afvist søgsmål med tidligere agent

En højesteretsdommer henviser til, at der "ikke er overbevisende argumenter" for at behandle søgsmålet ved retten
Donald Trump
Donald trump har sagsøgt en tidligere M16-agent for for brud på databeskyttelse, men søgsmålet er torsdag blevet afvist.
 Foto: Shannon Stapleton/Reuters/Ritzau Scanpix

Donald Trumps søgsmål mod sikkerhedsfirmaet Orbis Business Intelligence og den tidligere M16-agent Christopher Steele, er torsdag blevet afvist af den britiske højesteretsdommer Karen Steyn.

Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Steyn henviser til, at der "ikke er overbevisende argumenter" for at behandle søgsmålet ved retten.

Trump mener, at Christopher Steele ulovligt har brugt hans personlige data i en rapport og dermed krænket hans ret til databeskyttelse.

Den tidligere præsident har søgt erstatning for "skade på sit omdømme".

Karen Steyn afviste Trumps krav om erstatningen, idet Trump har "valgt at lade årene gå uden noget forsøg på at beskytte sit omdømme i sagen".

Steele-rapporten udløste stor debat, da den blev udgivet kort før Trumps indsættelse som præsident i 2017.

Rapporten indeholder ubekræftede påstande om Trump, som den tidligere præsident gentagne gange har afvist.

Der står blandt andet i rapporten, at den russiske præsident Vladimir Putin "støttede og ledede" en operation, som havde til formål at "kultivere" Trump som præsidentkandidat "over en periode på mindst fem år".

Tilmed står der, at Trump var blevet "kompromitteret" af den russiske efterretningstjeneste, FSB, og at Rusland har videooptagelser af Trump i selskab med sexarbejdere under en rejse til Moskva i 2013.

Nogle af beskyldningerne blev baggrund for en undersøgelse foretaget af den amerikanske specialanklager Robert Mueller.

I 2019 konkluderede Mueller, at den russiske regering havde blandet sig i valget i 2016. Han fandt dog ikke beviser for et samarbejde med Trump.

Sponsoreret indhold