Kendte30. december 2020

Roskilde Festival afslører hovednavn: Kendrick Lamar spiller i 2021

Der føjes endnu et hovednavn til rækken af optrædende artister ved kommende Roskilde Festival
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/mega489830_006.jpg
 Foto: MEGA

Der er håb endnu. I hvert fald hvis man skal tro folkene bag Roskilde Festival, som efter aflysning i sommeren 202 er godt i gang med at stable et program på benene for næste – og forhåbentlig helt corona-fri – sommer.

Og på årets sidste regnvejrsgrå onsdag føjer de således endnu et kæmpenavn til listen over artister, der gerne skal forsøde sommeren fra Orange Scene i 2021.

Den 33-årige rapper og ”moderne legende” Kendrick Lamar står nu som et af de øverste navne på plakaten.

- Sådan én som Kendrick Lamar har vi brug for i disse tider, lyder det i en pressemeddelelse fra festivalen, som håber, at tingene snart vender.

Her hentydes naturligvis til den igangværende coronapandemi, som kulturelle arrangementer har lidt hårdt under i det meste af det forgangne år.

- Så lad os være håbefulde ind i det nye år. Lad os håbe, at tingene snart vender sig mod det bedre. Og lad os håbe, at vi kan ses igen til sommer. Foran Orange Scene. Til koncert med Kendrick Lamar – blandt mange andre, er beskeden fra Roskilde.

Rapperen med det fulde navn Kendrick Lamar Duckworth står bag hits som "Bitch, Don't Kill My Vibe", "i" og "HUMBLE" - ligesom han også leverede et fremragende soundtrack til "Black Panther" i 2018.

Lamars fjerde album "Damn" fra 2017 indbragte ham den fornemme Pulitzerpris i kategorien "musik" i året efter. Rapperen er dermed den første ikke-klassiske og ikke-jazz musiker, der har modtaget Pulitzerprisen for sin musik.

Lyt til Kendrick Lamars kæmpehit "HUMBLE" her:

Går alt som det skal, regner Roskilde Festival med at kunne afholde koncerter mellem den 26. juni og den 3. juli 2021.

Udover Lamar tæller plakaten for det allerede udsolgte arrangement også navne som The Strokes, Haim, Tyler The Creator, Faith No More og Thom Yorke.

Sponsoreret indhold