Rose McGowan: Her er den sande historie bag DEN kjole

Natten til mandag løb den populære MTV-prisuddeling af stablen, og normalt er musikshowet genstand for adskillige kontroversielle episoder. 

Showet har i årenes løb budt på et sæt kyssende popstjerner i form af Britney Spears og Madonna (Christina Aguilera var der vist også), en twerkende Miley Cyrus, Kanye Wests famøse rant mod Taylor Swift og da Michael Jackson skulle bevise, at hans ægteskab med Elvis Presleys datter var helt ægte. 

På den røde løber har der også gennem årene været mange bud på kontroversiel og debatskabende påklædning. Som da Lady Gaga i 2010 bar sko, kjole og taske lavet ud af kød, eller da rapperen Lil Kim i 1999 bar en kjole, der kun med nød og næppe tildækkede hendes barm. 

Året forinden - i 1998 - var det "Charmed"-skuespilleren Rose McGowan, der var "the talk of the town", da hun dukkede op med ingen ringere end Marilyn Manson som sin date og i en kjole, der knap nok var der. 

En kjole, der faktisk havde meget større betydning end blot at vise de kropslige fordele frem. 

Artiklen fortsætter efter billedet...

Marilyn Manson og Rose McGowan på den røde løber til MTV Video Music Awards i 1998. (Foto: Ritzau Scanpix)

Første gang siden Weinstein-overfald

For Rose McGowan var det nemlig første gang, at hun var på den røde løber, siden hun blev overfaldet af den nu voldtægtsdømte forbryder Harvey Weinstein. 

- Det var min første offentlige begivenhed efter at være blevet seksuelt overfaldet, fortæller Rose McGowan til Yahoo Entertainment

- Jeg havde det bare sådan: "Åh Hollywood, vil du have en krop, som du bare kan bruge og smide væk? Så har jeg en til dig." Det var ligesom i slutningen af "Gladiator", hvor han kommer ud og siger: "Er I ikke underholdt?", lyder det fra den nu 46-årige skuespillerinde. 

Designeren bag kjolen, Maja Hanson, fortæller, at Rose McGowan var en af de absolut første til at bære den slags kontroversielle kjole på den røde løber. 

Artiklen fortsætter efter billedet...

(Foto: MEGA)

- Jeg kan ikke huske, at nogen har gjort det før hende. Andre folk har båret noget lignende siden da, men hun var den første til virkelig at have det "wow"-øjeblik, siger designeren til PageSix

Rose McGowan understreger, at hun absolut ikke bar kjolen for at opnå status som sexsymbol - tværtimod. 

- Hvis du ser på mig, så gjorde jeg det med magt. Jeg gjorde det ikke med min hånd på min ofte for at være sexet, siger hun og fortsætter: 

- For de fleste kvinder, der er klædt på den måde på den røde løber, er det et kalkuleret, sexet træk, der skal tænde folk. Mit var sådan: "Jeg vil fucke med din hjerne. Jeg vil få din hjerne til at eksplodere". Og ingen havde gjort det. 

Udvalgt til dig
Fra forsiden
Close