Rørt Thomas Evers Poulsen: I dag førte hun ham op til alteret

LÆS OGSÅ: Melder ud efter mors ulykke - den er helt gal
For bare få måneder siden var det stadig usikkert, om hun overhovedet ville kunne deltage. Men i dag stod hun der – ved hans side.
Thomas Evers Poulsen var da også tydeligt berørt, da han for kort tid siden blev fulgt op ad gulvet af sin mor, Jonna, der sidste år var tæt på at miste livet i en voldsom trafikulykke.
Thomas har tidligere fortalt, hvor meget det har betydet for ham, at hun kunne være med på dagen, og i dag var det svært for ham at holde følelserne tilbage, da han tog hendes arm.

For knap et år siden var det langt fra givet, at Thomas Evers Poulsens mor, Jonna, nogensinde ville kunne gå igen – og slet ikke, at hun skulle følge sin søn op ad gulvet på hans bryllupsdag.
Men med vilje, stædighed og støtte fra familien kæmpede Jonna sig tilbage fra en voldsom trafikulykke til at stå ved siden af sin søn, da han sagde ja til manden i sit liv, Sæþór Kristínsson.
Det var i sommeren 2024, at Jonna blev kørt ned af en højresvingende lastbil i Glostrup.
Hun blev slæbt flere meter og pådrog sig alvorlige skader: brækkede ben, hofte, fod, kraveben og en nakkehvirvel.
En dag i kærlighedens navn
Thomas og Sæþór smed alt og fløj hjem fra ferie for at være ved hendes side på Rigshospitalet. I tiden efter fulgte en lang og opslidende genoptræning – og frustrationer over et forsikringssystem, som ifølge Thomas ikke har levet op til sit ansvar.
Men midt i modgangen holdt familien fast i håbet – og i dag fik det håb sit højdepunkt, da Jonna – rank, stolt og rørt – fulgte sin søn op ad gulvet.
- Vi gør vores bedste for at finde lyset, selv når dagene er grå, har Thomas sagt tidligere.
- Kunne ikke drømme om det
Både tøjet og ringene bar tydeligt præg af parrets personlighed og stil.
Thomas havde valgt et klassisk sæt fra Inventailor til vielsen, mens Sæþór bar et skræddersyet outfit fra Grith Deleuran – kendt for sit arbejde i "Vild med dans" og musicals.
- Jeg kunne ikke drømme om at blive gift i matchende jakkesæt, siger Sæþór.
- Jeg synes, der er noget fint i den klassiske silhuet af den hvidklædte på den ene side og mørkklædte på den anden.
Fra Thomas lyder det om hans valg:
- Jeg ønskede noget helt klassisk til vielsen og lidt mere afslappet til festen.
Ringene stammer fra Aagaard Jewellery og er faktisk deres oprindelige forlovelsesringe, nu blot med ny dato og flyttet til den anden hånd.