Kendte18. maj 2020

Robbie Williams vender tilbage til Take That

Pandemien er årsag til, at bandet igen genforenes
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/shutterstock_editorial_608950v.jpg
 Foto: MEGA

Take That-fans kan godt begynde at glæde sig: Take That har netop annonceret, at de kommer til at holde en velgørenhedskoncert - og Robbie Williams har bekræftet, at han er med. Det skriver The Sun.

På grund af coronapandemien kommer det til at være en online koncert, hvor bandmedlemmerne kommer til at optræde sammen fra hver deres hjem.

- Det er første gang nogensinde, vi gør det. Vi genforenes med vores gamle ven til en engangsoptræden. Det er altid skønt at være sammen med Robbie igen, udtaler Take That til CompareTheMeerkat, der arrangerer den stort anlagte koncert.

- Hvis vi ikke kan komme til stadion, så må vi bringe stadion til os, lyder det fra Robbie Williams.

Velgørenhedskoncerten, der løber af stablen på YouTube og Facebook på fredag, kommer til at støtte crewmedlemmer, der er ramt af coronakrisen.

Genforeningen kommer til at være uden Jason Orange, der forlod bandet i 2014.

Robbie Williams knuste mange pigehjerter, da han forlod Take That tilbage i 1995.

Året efter gik bandet i opløsning, men blev gendannet uden Robbie tilbage i 2005.

Williams vendte dog kort tilbage i 2010 på albummet "Progress", og i 2018 optrådte de sammen i "X Factor".

Sponsoreret indhold