Robbie Williams: "Det lød forfærdeligt"

Den britiske popsanger Robbie Williams brugte ikke kun mikrofonen til at synge, da han torsdag aften optrådte i Parken. Den 51-årige hitmager havde også en del at fortælle publikum.
Ifølge anmeldere talte han "utroligt meget mellem numrene", mens der også var meget "sniksnak".
- Til at starte med var monologerne sjove. Til sidst var de pinlige. Spil og syng nu bare, for pokker, skriver Berlingskes anmelder.
Ekstra Bladet, der kalder Williams for et "charmerende kaosmenneske", savnede, at briten sang mere til koncerten - det, som publikum var kommet for.
Berlingske og Ekstra Bladet kvitterer med to ud af seks stjerner, mens Politikens anmelder er en anelse mere positiv og giver tre ud af seks hjerter.
- Der var noget forpustet over koncerten, der aldrig fandt fodfæste, men buldrede rundt som en gammel partybus, skriver Politikens anmelder.
Som en overraskelse hev Williams det danske band Aqua på scenen til at synge verdenshittet "Barbie Girl".
Det var ikke just en succes ifølge anmeldere hos Ekstra Bladet, Berlingske og Politiken. Sidstnævnte noterer blot, at "det lød forfærdeligt", mens Ekstra Bladet skriver, at der var manglende interesse fra publikum, og at indslaget faldt til jorden.
- Det var simpelthen noget værre rod, især for det kunne have været så meget bedre, skriver Berlingske.
Det var dog ikke opfattelsen hos anmelderen ved B.T., der skriver, at der "var gåsehud og kæben i gulvet for alle pengene".
B.T. giver koncerten fire ud af seks stjerner og beskriver Williams som værende tilbage i topform.
Williams startede koncerten ud med sangene "Rocket" og "Let Me Entertain You".
Efter det indledte den britiske sanger en blanding af blandt andet sangene "Seven Nation Army" og "Livin' on a Prayer", som han ikke selv står bag.
Ekstra Bladet noterer, at det fik det næsten udsolgte Parken til at synge med.
- Billigt kopitrick, men det virkede.
Herfra lyder det, at det gik ned ad bakke.
- Siden er superstjernen endt med at ævlebævle som en sær blanding mellem en slags langtrukken publikumsopvarmer og halvdårlig standupkomiker. Det var nærmest skizofrent at høre på, skriver mediets anmelder.
B.T. mente derimod, at Williams virkede mere i balance og "fuld af overskud".
- Han talte meget, men aldrig for meget. Han var selvironisk uden at blive for ironisk, skriver anmelderen.