"Riverdale"-par er gået fra hinanden: Afslører sandheden bag bruddet

(Foto: MEGA)

I går ramte nyheden om bruddet mellem Cole Sprouse og Lili Reinhart offentligheden.

Og der gik ikke mange sekunder, før rygter om årsagen bag begyndte at florere flere steder på internettet.

Nu hævder flere kilder angiveligt, at de kender sandheden bag.

Det skriver E! Online.

- Lili og Cole var et godt sted, da ”Riverdale” lukkede ned grundet coronavirus, men de gik i isolation hver for sig – og distance har aldrig været godt for deres forhold, fortæller en kilde angiveligt ifølge mediet.

Men noget tyder altså på, at skuespillerparret på forhånd var klar over, at deres forhold ikke ville kunne klare en adskillelse i forbindelse med den verserende coronakrise.

Alligevel valgte de to at gå i karantæne hver for sig:

- Karantæne er ikke godt for deres forhold. De besluttede sig for at gå i karantæne hver for sig og var godt klar over, at det ikke ville fungere, fortæller en anden kilde.

Flere kilder tæt på parret hævder angiveligt, at bruddet mellem Cole Sprouse, 27, og Lili Reinhart, 23, ikke umiddelbart er en endelig afslutning på deres forhold.

Flere kalder det en ”pause” og spår, at det hotte par vil finde sammen igen.

Det er ikke første gang, at rygter om brud mellem Cole Sprouse og Lili Reinhart har floreret - men de afviser begge, at det skulle være sandt.

Denne gang er der dog muligvis hold i rygterne.

Deres medskuespiller Skeet Ulrich og kæresten Megan Blake Irwin fortalte nemlig for nylig i en Instagram Live-udsendelse, at Lili og Cole "var" et sødt par.

Parret har ikke selv kommenteret på sagen.

Udvalgt til dig
Fra forsiden
Close