Kendte27. marts 2024 (opd. 27. marts 2024)

Richard Serra er død: Stod bag kendt Louisiana-skulptur

Den verdensberømte amerikanske skulptør Richard Serra blev 85 år - han var blandt andet kendt for kunstværket "Porten i Slugten" på Louisiana i Danmark
Her ses Richard Serra foran en af sine mange skulpturer, som gjorde ham verdensberømt.
Her ses Richard Serra foran en af sine mange skulpturer, som gjorde ham verdensberømt.
 Foto: Mary Altaffer/AP/Ritzau Scanpix

Den amerikanske kunstner Richard Serra, der blandt andet står bag værket "Porten i Slugten", der befinder sig i Skulpturhaven på det danske kunstmuseum Louisiana, er død i en alder af 85 år.

Det oplyser hans advokat til avisen The New York Times.

Kunstneren døde af lungebetændelse i sit hjem på Long Island i New York.

Serra er især kendt for sine enorme stålskulpturer, der kan findes på nogle af verdens fineste kunstmuseer.

Også i Danmark findes et værk, som Richard Serra har lavet.

Nemlig "Porten i Slugten", der består af to rustbrune jernvægge, der står forskudt fra hinanden. Værket befinder sig i Skulpturhaven på Louisiana i Humlebæk.

Værket blev opført i 1986.

Ifølge Louisiana valgte Serra selv, hvor skulpturen skulle være, og den er lavet specielt til den lokation i haven ved museet.

Serra blev født i San Francisco i USA i 1938. Hans far var spanier, mens han mor var russer.

Han begyndte kunstnerkarrieren omkring 1966, da han begyndte at lave kunst fra industrimaterialer såsom metal, fiberglas og gummi.

Han fik sit gennembrud i 1969, da han blev en del af udstillingen "Nine Young Artists: Theodoron Awards" på kunstmuseet Guggenheim i New York City.

Selv om Serra var kendt for de enorme skulpturer, blev han ifølge Reuters anset som en minimalist, der lod værkernes dimensioner - og ikke et detaljeret billedsprog - tale for sig selv.

I en artikel i magasinet New Yorker fra 2002 med rubrikken "Stålmanden" blev Serra beskrevet som en "firskåren, magtfuldt udseende mand med et stort hoved, tætklippet gråt pandehår og sorte øjne, hvis intense blik minder om Picassos (kunstneren Pablo Picasso, red.)".

Serra har siden 1981 været gift med den tyskfødte historiker Clara Weyergraff. Tidligere i sit liv har han været gift to gange, med skulptøren Nancy Graves og performancekunstneren Joan Jonas.

Sponsoreret indhold