Kendte4. december 2020

"Retfærdighedens ryttere" solgt til USA

Det danske biografhit bliver til foråret udgivet på det amerikanske marked. Filmdistributør kalder Mads Mikkelsen for ”fortryllende”
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/002_rr_mads_mikkelsen_nikolaj_lie_kaas_andrea_heick_gadeberg_lars_brygmann_nicolas_bro_photo_by_anders_overgaard_0.jpg
 Foto: Anders Overgaard

Dansk film synes i øjeblikket at tikke den ene succesboks efter den anden af.

Anders Thomas Jensen-filmen ”Retfærdighedens Ryttere” slog for nylig den i forvejen imponerende rekord som den danske Oscar-kandidat, ”Druk”, præsterede.

125.887 solgte biobilletter i åbningsweekenden.

Og nu når filmen tilsyneladende endnu et beundringsværdigt mål.

”Retfærdighedens ryttere” med Mads Mikkelsen, Lars Brygmann, Nikolaj Lie Kaas og Nicholas Bro i hovedrollerne, er nu blevet solgt til amerikansk distribution.

Det skriver underholdningsmediet Variety.

Filmen bliver præsenteret som en ”mørk komedie” og får titlen ”Riders of Justice”.

Mikkelsen er fortryllende

Ifølge mediet er det filmdistributøren Magnet Releasing – en underafdeling af Magnolia Pictures -der har sikret sig rettighederne til filmen i USA.

- Mads Mikkelsen er fortryllende i sin rolle som en hævngerrig engel. Anders Thomas Jensen har leveret et friskt bud på hævn-thriller-genren, lyder det fra direktør for Magnolia Pictures Eamonn Bowles, der udtaler sig til Variety.

Den danske instruktør jubler over salget.

- Jeg er meget glad for, at »Retfærdighedens ryttere« skal udgives i USA, og jeg ser meget frem til samarbejdet med Magnolia, siger han, og fortsætter:

- Ud af alle mine film er det her den, jeg har haft det sjovest med at lave. Forhåbentlig vil det amerikanske publikum nyde den.

Filmen, som på kort tid har rykket sig ind på listen over de mest sete danske film i 2020 – på en fjerdeplads – forventes at blive udgivet til foråret.

https://imgix.seoghoer.dk/20201118_mr_ryttere_22.jpg
 Foto: Mikael Rieck

(Foto: Mikael Rieck)

kæmpe Biografsucces

Omdrejningspunktet for handlingen er emner som hævn, familie og livets større sammenhænge. Det er en fortælling om militærmanden Markus, der må tage hjem til sin teenagedatter Mathilde, da hans kone dør i en tragisk togulykke. Det ligner en tilfældighed, men kan der i virkeligheden stå nogen bag?

”Retfærdigheden ryttere” var herhjemme både en anmelderdarling og en decideret seermagnet lige fra den danske premieredato i midten af november.

Tiden vil vise, om det amerikanske biografpublikum vil sætte lige så stor pris på Anders Thomas Jensens stjernespækkede hævnkomediedrama.

Sponsoreret indhold