Remee for retten: Får betinget frakendelse - igen

LÆS HELE RETSSAGEN MINUT FOR MINUT HER: LIVE fra retten: Remee risikerer at miste kørekortet
Onsdag formiddag har musikproduceren og tidligere "X factor"-dommer Remee Jackman modtaget en dom, hvor han får en betinget frakendelse af kørekortet i tre år fra dags dato.
Remee erkendte, at han i 28. juni 2022 kørte for stærkt i sin dyre BMW X6 M50d på Nordhavnsvej i København, hvor man kun måtte køre 60 km/t.
- Der sker det, at jeg kommer kørende. Jeg plejer ikke at tage den vej, så jeg er ikke opmærksom, hvilket man skal være.
- Der var sket noget i privaten, der gjorde, at jeg ikke var opmærksom, som man ellers burde være, lyder det fra Remee, der i retten var iklædt helt sort tøj.
Anklagemyndigheden fik det, som de havde håbet. De gik nemlig efter en betinget frakendelse af kørekortet hos Remee.
Dermed kan han altså beholde kørekortet - hvis han kan holde sig i skindet og ikke overtræde færdselsloven i sådan en grad, at det kan give ham en betinget frakendelse af kørekortet. Så ryger kortet nemlig ubetinget.
Udover den betingede frakendelse blev det i retten besluttet, at Remee også skal generhverve sit kørekort inden for de næste seks måneder.
Sagen var for retten, fordi Remee gentagende gange har overtrådt færdselsloven. Han har også tidligere fået en betinget frakendelse af kørekortet. Det skete i 2021.
Derudover har han også fået adskillige bøder i forbindelse med brud på færdselsloven de seneste to år - to af de bøder indebar klip i kørekortet.