Kendte1. april 2023

Remee afslører: Siger kun ja til "Vild med dans" på denne betingelse

Der er kun én betingelse, der skal opfyldes for at få Remee til at takke ja til at være med i TV 2's lårsvingershow. Til gengæld er den umulig at imødekomme
Han blev døbt Mikkel, men vi har altid kendt ham som Remee. 
Kunne du forestille dig at se Remee i en cha cha cha?
 Foto: Birger Storm

Hvert år skal TV 2 stille med ti kendte danskere, der gerne vil lære at danse. Mens hele Danmark kigger på vel at mærke.

Nogle navne er så gode, at tv-stationen har forsøgt at lokke dem med i ”Vild med dans” ad flere omgange.

Remee er en af de gode navne, som TV 2 virkelig gerne vil have fingrene i, og de har derfor bejlet til den tidligere ”X Factor”-dommer.

Det fortæller Remee i B.T.’s podcast ”Helt væk”.

- ”Vild med dans” har jeg altid gerne villet. Hvis det ikke blev filmet, fortæller han i udsendelsen.

- Jeg har det dårligt med at skulle stå – jeg kan ikke se mig selv stå efter sådan en dans, og så stå og sige ”stem på mig – tak tak” og så stå og lave tegn, siger han, mens han gisper efter vejret, som havde han netop været på dansegulvet i en quickstep.

Nogle gange skal man bare se sin frygt i øjnene og tage udfordringen op, og Remee udelukker da heller ikke, at han på et senere tidspunkt i livet vil snøre danseskoene og melde sig som en af Danmarks modigste dansere.

- Det billede kan jeg ikke helt forene mig selv med. Endnu. Men det kan være, det kommer en dag, siger han og åbner dermed en lem på klem.

For når man ser bort fra, at der sidder en lille million hjemme i stuerne og følger med, når man skal forsøge at sætte fødderne rigtigt i takt til musikken, så tiltaler formatet hitmageren.

- Alt andet ved det er fedt. Jeg vil virkelig gerne lære at danse sådan der. Jeg tror, det er supergod træning, og så bliver man bare glad af at danse generelt, lyder det.

Alt tyder da også på, at Remee lever efter devisen om aldrig at sige aldrig.

For i samme udsendelse afviser han heller ikke at gøre comeback i ”X Factor”, ligesom han heller ikke er afvisende over for at udvide familien med endnu et barn på et tidspunkt.

Sponsoreret indhold