Kendte18. januar 2024

Rebecca Brüel er død

Den danske sangerinde Rebecca Brüel er død. Hun blev 71 år gammel
Rebecca Brüel var gift med Troels Trier, som hun har spillet musik med gennem sit liv. 
Rebecca Brüel var gift med Troels Trier, som hun har spillet musik med gennem sit liv.
 Foto: Aller Media

Onsdag eftermiddag gik den danske sangerinde Rebecca Brüel gået bort.

Det meddeler hendes mand, Troels Trier, på Facebook.

"Kære venner. Rebecca er død. Det skete i går eftermiddag, 17/1 2024, på Odense Universitetshospital", skriver han i opslaget.

Troels Trier oplyser, at bisættelsen vil finde sted sammen med den nærmeste familie, og at Brüels aske senere vil blive spredt ud over Kerteminde Fjor.

I starten af 1970'erne dannede Rebecca Brüel Jomfru Ane Band med søsteren Sanne Brüel, som ikke var uden politiske undertoner fra de røde miljøer i de revolutionære 1970'ere.

Samfundskritik og protester gled sammen med komik og sang. Rebecca Brüel var i disse år også med i flere teateropsætninger, herunder både en dansk og svensk opsætning af "Jesus Christ Superstar".

Brüel, der er datter af de to kunstnere Max Brüel og Birgit Brüel, sang også kor i blandt andet Savage Rose og Gasolin.

Så fandt hun sammen med multikunstneren Troels Trier, der gjorde sig lidt i det samme som Brüel: komik, sang og satire, gerne kombineret med politiske budskaber.

Det skulle vise sig at blive et givtigt samarbejde på flere fronter. Det var nemlig ikke blot professionelt, de to fandt tonen, det gjorde de også privat.

De blev gift i 1986 og har siden i det musikalske og komiske virke lavet mange revyer og hits med de humoristiske tekster og sketches i fokus.

Den første LP, de udgav sammen, hed "Stardust Bodega". Dernæst fortsatte de med "Bøf med løg", som mange danskere nok vil huske.

Brüel trak sig fra den danske scene i 2009 som konsekvens af rygproblemer. Hun har dog stået ved sin mands side, når han eksempelvis har foldet sig ud som maler.

Rebecca Brüel er moster til den kendte sangerinde Kaya Brüel.

Sponsoreret indhold