Realitystjernen James Argent dømt skyldig: Skubbede svensk modelkæreste ned af trappen

En hed kærlighedsferie i Spanien udviklede sig i sidste uge yderst dramatisk for den britiske realitystjerne James Argent og hans svenske modelkæreste, Nicoline Artursson.
Den tidligere "Towie"-stjerne blev nemlig anholdt og dømt for vold et efter voldsomt skænderi mellem de to.
Det skriver The Sun.
Ifølge det britiske medie fandt episoden sted i Cala de Mijas på Costa del Sol.
Her skubbede James Argent den tidligere "Miss Sweden"-skønhedsmodel så voldsomt ned af nogle trapper, at naboer ringede til politiet på grund af hendes skrig.
James Argent blev efterfølgende anholdt og slæbt med på politistationen, hvor han tilbragte flere timer bag tremmer, før han erkendte sig skyldig i vold.
Han fik samme dag en betinget dom på seks måneder samt et polititilhold, der betyder, at han i de næste to år ikke må nærme sig eller kontakte Nicoline Artursson.
Ifølge The Sun kom den svenske model så meget til skade ved sit fald ned af trappen, at hun måtte en tur på hospitalet for behandling.
Ifølge kilder tæt på parret skal de to kendisser have kommet op og skændes i en lejlighed i den spanske by.
Her skal skænderiet have være blevet så voldsomt, at James Argent forsøgte at tvinge Nicoline Artursson ud af hoveddøren, og da hun nægtede, skal han have skubbet hende så hårdt, at hun faldt bagover ned af trapperne.
Kendisparret nåede at danne par i 11 måneder.
Ingen af parterne har kommenteret episoden.