Realitystjernen Brandi Glanville hastet på hospitalet
Den amerikanske realitystjerne Brandi Glanville havde tilsyneladende en rigtig træls weekend.
Her blev hun nemlig hastet på hospitalet efter at være faldet om i hjemmet foran sin søn, der panisk måtte ringe efter en ambulance til hende.
Det skriver “Real Housewives of Beverly Hills”-kendissen i et opslag på X.
- Jeg besvimede i mit hjem til morgen, så min søn måtte ringe 911 (112, red.) for at få hjælp, skriver hun på det sociale medie.
- I har ingen idé om den stress, jeg går i gennem lige nu, fortsætter hun.
50-årige Brandi Glanville har to sønner ved navn Mason Edward og Jake Austin på henholdsvis 20 og 16 år. Det vides ikke, hvilken af sønnerne der ringede efter en ambulance.
Realitystjernen deler heller ikke flere detaljer om sin hospitalsindlæggelse, så det er uvist, hvad der førte til besvimelsen.
Det vides ligeledes ikke, om hun er blevet udskrevet igen, men mandag aften var hun i hvert fald stadig indlagt, for der skrev hun på X, at hun "gerne snart vil hjem".
Page Six har forsøgt at få en kommentar fra Brandi Glanville, men hun er ikke vendt tilbage på mediets henvendelser.