Kendte24. oktober 2022

Rasmus Brohave forlader fødeøen med stort overskud og tårer i øjnene

YouTuber Rasmus Brohave scorer halv million på salget af sin sydfynske residens. Men afskeden er også vemodig
Rasmus Brohave
Rasmus Brohave har grund til at smile bredt efter at have solgt sit hus til mere end han forlangte.
 (Foto: Thomas Laursen)

Ni dage.

Så kort tid tog det Rasmus Brohave at finde en køber til sit rækkehus i, hvad han selv kalder Danmarks måske hyggeligste bydel – nærmere betegnet Troense på sydfynske Tåsinge.

I august satte youtuberen sit 103 kvadratmeter store rækkehus til salg for 2.395.000 kr., og selv om han kom af med sit sydfynske domicil på rekordtid, er han ikke gået på kompromis med prisen.

Tværtimod har han fået 56.000 kr. mere, end han forlangte: 2.451.000 kr. Det fremgår af skødet, som netop er blevet tinglyst.

Rasmus Brohave boede i huset i Troense sammen med Maya Mikkelsen i tre år. I maj gik de fra hinanden, og nu er huset solgt. 
Rasmus Brohave boede i huset i Troense sammen med Maya Mikkelsen i tre år. I maj gik de fra hinanden, og nu er huset solgt.
 Foto: Thomas Laursen

Dermed kan han tage hul på et nyt kapitel med en god sjat på lommen. Rasmus købte huset til sig selv og sin tidligere kæreste Maya Mikkelsen i 2019. I maj gik de fra hinanden, og tre måneder senere satte Brohave huset til salg.

Dengang betalte han 1.950.000 kr. for hele herligheden og har dermed forladt hjemstavnen med et overskud med 501.000 kr.

I en ny video på YouTube med titlen ”Nyt kapitel i mit liv” fortæller Brohave, at han snart tager til New Zealand, hvor han skal rejse rundt i to måneder i selskab med en kammerat. En meget tiltrængt tur.

- Det sidste halve år har jeg boet her alene, fordi hun flyttede ud, lige så snart vi gik fra hinanden. Og det betyder, at jeg har gået rundt i en masse gamle minder, som egentlig har været gode minder, siger han og fortsætter:

- Men jeg har også behov for nu ligesom at flytte mig fra det og kommer over i nogle nye rammer. Og derfor har jeg altså solgt det her hus, lyder forklaringen i videoen.

Flytningen er dog ikke kun forbundet med store smil og eventyrlyst. Det er også vemodigt at flytte fra det hus, der har dannet rammerne om Brohaves hjem de seneste tre år. Til slut i videoen gør Brohave status, og det er med grødet stemme, at youtuberen fortæller, at han glæder sig til den nye begyndelse.

- Jeg fåøler mit liv starter på ny, og jeg glæder mig. Det gør jeg, og det skal nok blive godt, siger han tydeligt berørt.

Når han er færdig med at rejse rundt "Down Under" og igen sætter kursen hjem mod Danmark skal han finde et nyt sted at bo, og den proces deler han også med sine følgere, fortæller han i videoen.

Sponsoreret indhold