Rand og Mohammed fra "Først til verdens ende" nomineret til pris

LÆS OGSÅ: Det så du ikke på tv: Mohammed fra "Først til verdens ende" truet med pistol
Rand Jamal og Mohammed “Muddi” Osman nåede ikke først over målstregen i “Først til verdens ende”. Men nu kan de alligevel stå med en sejr i hånden.
Makkerparret er nemlig blevet nomineret til "Diversitet Prisen" ved Ekko Shortlist Awards 2025.
Det skriver Ekko.
Prisen gives til en arbejdsplads, producent, broadcaster, institution eller enkeltperson i film- og tv-branchen, der har gjort en særlig indsats for at inkludere alle uanset køn, seksualitet, alder, krop, etnicitet og social klasse.
I TV 2-programmet "Først til verdens ende" så man Rand og Mohammed rejse gennem USA under præsidentvalget.
Deres medvirken i konkurrencen var dog ikke uden udfordringer. Flere gange under optagelserne blev makkerparret udsat for racisme, og de oplevede i mindre grad end de andre deltagere at få hjælp fra lokale.
Mændene satte blandt andet ord på "etnisk stress", og værst blev det, da de ankom til Louisville efter 6. etape.
Her forsøgte de at få et lift, men i stedet blev Mohammed mødt af en mand i joggingtøj, som pludselig trak en pistol op ad lommen.
Rand og Mohammed er blandt andet nomineret, fordi de gav danskerne et sjældent indblik i en virkelighed, som for mange kan være svær at forstå og for andre alt for genkendelig.
"Først til verdens ende"-vennerne er nomineret til prisen sammen med fire andre.
De nominerede tæller foruden Rand og Mohammed dokumentaren ’Trine on Fire’, skuespilleren Özlem Saglanmak, Filmværkstedet København og organisationen The Soulfuls.