Ramt af hudkræft: Nu deler hun billede for at advare dig

Tawny Willoughby var én af dem, der elskede at slikke sol. Enten i solariet eller udendørs, når vejret tillod det. Men ikke mere. I flere år har den 27-årige kvinde fra Alabama nemlig kæmpet mod hudkræft - og nu deler hun et chokerende billede af sin kræftbehandling for at advare andre mod at slikke for meget sol.
- Hvis nogen har brug for lidt motivation til ikke at ligge i solariet og i solen, værsgo'.
Sådan skriver 27-årige Tawny Willoughby til dét billede, som hun lagde på sin Facebook-profil tirsdag.
Billedet viser, hvordan Tawny Willoughbys ansigt er plastret til med sår, fordi en del af hendes kræftbehandling er, at hun får hældt flydende kvælstof på tumorerne i ansigtet.
LÆS OGSÅ: Kammeraterne hylder Alexander: Nåede aldrig at blive konfirmand

Sådan ser Tawny Willoughbys ansigt ud (Foto: Privat/Facebook)
Tawny Willoughby var blot 21 år, da hun fik konstateret sygdommen, efter hun havde solbadet i et solarie fire til fem gange hver uge i løbet af sin high school-tid. Noget, som hun fortryder bittert i dag - og derfor råder den amerikanske kvinde alle til at passe på deres hud.
- Bær solcreme og få en spray-tan. Du får kun én hud, og du bør passe på den. Lær af andres fejltagelser, skriver den unge kvinde og fortsætter:
- Lad ikke solbadning forhindre dig i at se dine børn vokse op. Det er min største frygt nu, lyder det fra den 27-årige kvinde, som selv er mor til en toårig dreng.
Nu går Tawny Willoughby regelmæssig til hudlæge og behandling hver sjette til 12 måned, hvor 'der normalt bliver fjernet hudkræft ved hver helbredsundersøgelse.'