Kendte31. juli 2023

Radiovært fyret for sexistisk "Barbie"-kommentar

Den amerikanske sportsvært med øgenavnet Don Geronimo er blevet afskediget efter sin opførsel overfor en kvindelig reporter
Michael Sorce - også kendt som Don Geronimo - er kommet i problemer efter en kommentar om radiokollegaen Sharla McBride 
Michael Sorce - også kendt som Don Geronimo - er kommet i problemer efter en kommentar om radiokollegaen Sharla McBride
 Foto: Instagram, Twitter

"Barbie" er - på grund af den højaktuelle og vanvittigt populære biograffilm - både her, der og allevegne.

Men det er altså ikke alle steder, at referencer til det pink plastikunivers falder i lige god jord.

Bare spørg den amerikanske sportsvært på radiostationen WBIG-FM, Michael Sorce - som blandt lyttere går under navnet Don Geronimo - om ikke han i hvert fald fortryder sine bemærkninger fremsagt mod en kvindelig kollega.

Det er i hvert fald ifølge flere amerikanske medier - herunder New York Post - blevet besluttet, at han ikke længere skal sidde bag mikrofonen efter sine kommentarer, som flere fandt sexistiske og grænseoverskridende.

I en samtale med medværten Crash Young skulle Geronimo under en livesending have sagt flere stødende ting om og til reporteren Sharla McBride, der arbejder på en radiokanal i Washington D.C.

– Hey, se! Der kommer Barbie, råbte han mod McBride, som siden har sagt, at hun følte sig stødt over kommentarerne.

– Halløj, Barbie. Jeg tror, hun er cheerleader, hende der, fortsatte den nu fyrede radiovært.

Senere i udsendelsen skulle Geronimo have refereret til Sharla McBride og hendes udseende med udtrykket "tight" - eller på dansk stram - men det står ikke helt klart, hvad radioværten og hans medvært med disse kommentarer har hentydet til.

Selskabet iHeartMedia, der har radiokanalen WBIG under sig, har i en udtalelse fra afdelingen i Washington siden reageret på kommentarerne i æteren siden.

– Efter en intern gennemgang af episoden er Don Geronimo ikke længere ansat hos os, fortæller regionsdirektøren Aaron Hyland, der fortsætter:

– Vi tager denne slags sager meget alvorligt, og denne adfærd stemmer ikke overens med vores kerneværdier.

Sharla McBride var live igennem fra en træningslejr. Det er uvist, om episoden også har haft konsekvenser for medværten Crash Young.

Da jeg hørte kommentarerne om mig i radioprogrammet, følte jeg mig utroligt fornærmet og flov, udtalte Sharla McBride i en offentlig meddelelse til sportskanalen ESPN.

– I mine 17 år som professionel journalist har jeg aldrig været ude for en så åbenlys respektløs opførsel, mens jeg udførte mit arbejde. Ordene var sexistiske og kvindenedladende. Ingen kvinde bør udsættes for den slags på arbejdspladsen, og jeg sætter pris på, at der bliver reageret hurtigt i håndteringen af denne sag, fortsatte hun.

Siden har Sharla McBride dog mødt kritik på de sociale medier, da hun tilsyneladende tidligere har fundet det helt i orden at bære kælenavnet "Barbie" i andre situationer.

Sponsoreret indhold