Pusle Helmuth ærgrer sig: Havde planlagt særlig dans til "Knæk cancer"
LÆS OGSÅ: Det er slut: Pusle Helmuth og Damian Czarnecki er ude af "Vild med dans"
Program fire af "Vild med dans" blev endestationen for Pusle Helmuth og Damian Czarnecki.
Efter en nervepirrende omdans mod Gustav Salinas og Karina Frimodt måtte parret se sig slået og forlade programmet.
En afgørelse, der naturligvis ærgrer Pusle, men som hun var forberedt på.
- Vi var bookmakernes favorit til at ryge ud lige fra starten, så jeg synes, vi klarede det meget godt. Vi har knoklet, siger hun til SE og HØR efter showet.
Der er især én ting, der gør afskeden med danseprogrammet svær. I næste uge står "Vild med dans" nemlig i "Knæk Cancer"-tegn, og her havde Pusle og Damian planlagt noget helt særligt.
- At være med i fire programmer, så er min mission løst.
- Men selvfølgelig vil jeg gerne have gået meget længere, jeg ville specielt gerne have været med i næste uge, som er “Knæk Cancer”-uge, fordi jeg har cancer tæt inde på livet, fortæller hun.

Dansen, som var planlagt til næste uge, er dedikeret til en elsket person, som har kæmpet med sygdommen.
- Vi skulle have dedikeret en dans til en, som har mit hjerte, og som er syg af cancer. Vi skulle have lavet en meget smuk dans til ham, fortæller hun videre.
Selv om "Knæk Cancer"-dansen ikke blev en realitet, kan Pusle dog se tilbage på fire andre danse under "Vild med dans".
- Det har virkelig været en fornøjelse. En kæmpe fornøjelse, slår Pusle fast.
Pusle Helmuth og Damian Czarnecki er det tredje par, der er ude af "Vild med dans".
I sidste uge måtte vi således sige farvel til Skinz og Mille, og ugen forinden var det Peter og Jenna, der måtte forlade konkurrencen.