Kendte24. november 2019

Progeria-Jesper hentet af ambulance til tv-show

Jesper Sørensen, der lider af den sjældne sygdom progeria, blev lørdag aften hentet af en ambulance kort før, det var planen, han skulle på scenen i ”Danmark har talent”
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/progeria_jesper.jpg
 (Foto: TV 2)

Det var lige ved at gå grueligt galt for Jesper Sørensen fra Nordjylland lørdag aften.

Den 22-årige fyr, der lider af den sjældne sygdom progeria, måtte hentes med ambulance og køres på skadestuen, efter han kom til skade med sin arm og skulder.

Det fortæller 22-årige Jesper til TV 2.

Jesper havde planlagt, at han skulle være en del af horror-gruppen 'Dystopias' optræden i "Danmark har talen", men før han gik på scenen, skete uheldet.

Ifølge TV 2 fik Jesper Sørensen lavet en forkert bevægelse med sin arm, der betød, at hans skulder gik af led.

Som følge af sin sjældne sygdom, hvor kroppen ældes langt hurtigere end normalt, er hans led og knogler meget skrøbelige – og der skal derfor kun en forkert bevægelse til, før det kan gå galt.

Der blev derfor tilkaldt en ambulance, og Jesper måtte køres på skadestuen til behandling.

- Selvfølgelig gjorde det ondt. Men det var ikke det, der gjorde mest ondt. Jeg var sønderknust, fordi jeg havde glædet mig så meget til det her, siger Jesper til TV 2.

Han har før oplevet, at hans skulder er gået af led – og han ved derfor også, at det kan tage tid at få den på plads igen. Og tid var netop ikke det, han havde mest af lørdag aften.

- Jeg tænkte bare: Det er løgn, det her. Jeg græd og græd og græd, fortæller han til TV 2.

Heldigvis nåede Jesper at blive klar til showet. Og han var derfor med, da gruppen fik en femteplads blandt de ti ”Danmark har talent”-finalister lørdag aften.

Sponsoreret indhold