Kendte2. april 2022

Populær kendis-podcast hacket: Nu bliver de afpresset

Skuespillerne Trine Gadeberg, Christiane Gjellerup Koch og Ditte Hansen står bag den populære podcast "Mens vi strikker". Deres Instagram-profil er blevet hacket, og hackeren afpresser nu de tre podcastere for penge
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/6eeab21f-6a60-436d-b102-79157f6f4c84.jpeg
 Foto: Mens vi strikker

På bare et splitsekund mistede skuespillerne Trine Gadeberg, Christiane Gjellerup Koch og Ditte Hansen to et halvt års arbejde.

De tre skuespillere, der sammen har den populære podcast "Mens vi strikker", har fået hacket deres Instagram-profil af samme navn, og det har efterladt de tre skuespillere og podcastere dybt frustrerede.

– Pludselig var den væk, fortæller Christiane Gjellerup Koch til SE og HØR om Instagram-kontoen, der havde over 17.000 følgere.

Trioen fik en notifikation om, at nogen havde logget ind på deres konto fra en telefon i Ballerup. Pludselig var e-mail-adressen tilknyttet Instagram-kontoen ændret, så de tre skuespillere ikke længere kunne få adgang.

Derefter tog den ukendte hacker kontakt til Ditte Hansen på WhatsApp. Her kræver hackeren nu 2000 kr. for, at strikkerne igen kan få adgang til deres Instagram-konto.

Artiklen fortsætter under billedet

https://imgix.seoghoer.dk/41912ceb-664c-42f0-88bd-2bc99de7fb38.jpeg
 Foto: Privat

Hackeren lægger ikke fingrene mellem i sin afpresning. Foto: Privat

– Det forfærdelige er, at vi ikke kan få fat på Instagram, som ellers ville være dem, som kunne hjælpe os, lyder det fra den frustrerede strikke-podcaster.

– Det er hele vores ansigt, hele vores kontaktflade, der er forsvundet, forklarer Christiane Gjellerup Koch om vigtigheden af deres Instagram-konto og tilføjer:

– Det er hele vores hjerte.

Den 56-årige skuespiller og hendes to kolleger er uforstående over for, hvordan hackeren har haft interesse i at ramme netop dem:

– Vi blev så kede af det og fik så ondt i vores maver. Vi kunne ikke forstå, hvorfor fanden, der var nogen, der ville vores lille ... må man nok sige, nørdede ting … Hvorfor der var nogen, der ville gøre den noget?, lyder det undrende fra Gjellerup Koch.

De tre strikkere har anmeldt hackeren digitalt til politiet, og de agter ikke at betale de 2000 kr., som hackeren kræver:

– Hvis man begynder at give dem penge, så åbner man bare porten til noget, der er meget værre. Så bliver det bare ved, slår hun fast.

Artiklen fortsætter under billedet

Christiane Gjellerup Koch beskriver hackernes phishing-forsøg, som virker meget troværdige: I deres tilfælde fik strikkerne en besked om, at der var noget ulovlig kopiering, som de for alt i verden ikke ville have på sig, og dermed havde de åbnet en sprække, hvor den skrupeløse hacker kunne komme ind på deres konto.

"Mens vi strikker"-trioen håber, at det lykkes dem at få fat på Instagram, ellers er planen, at de må starte forfra med en ny Instagram-profil.

– Der er så meget kærlighed i det, og det skal bygges helt forfra, fortæller hun om "Mens vi strikker"-universet, der udover en podcast og Instagram-profil også tæller strikkeopskrifter og en bogudgivelse.

Sponsoreret indhold