Kendte18. juli 2023

Politiker klagede over ferielejlighed: Så blev hele familien smidt ud

Endelig var det blevet tid til en tiltrængt tur sydpå for folketingspolitikeren Katrine Daugaard, men familieferien startede som et mareridt for Liberal Alliance-profilen
Katrine Daugaard
Ferien til Grækenland startede bestemt ikke, som folketingspolitiker Katrine Daugaard havde håbet på.
 Foto: Ritzau Scanpix

Kufferterne var pakket, flyturen veloverstået, og Katrine Daugaard og familien var klar til endelig at trække stikket og slappe af under solen i Grækenland.

Men ferien fik en mareridtsstart for folketingspolitikeren og familien. Det fortæller Liberal Alliance-profilen i et opslag på Facebook og Instagram.

- Er kommet frem til den mest beskidte og muglugtende lejlighed EVER. Fucking nederen, skriver Katrine Daugaard til en række billeder, som viser, hvor beskidt lejligheden var.

Her kan man blandt andet se, at politikeren, som ligeledes er en dygtig sanger og musiker, har fået helt beskidte fødder af at gå på gulvet i lejligheden. Der er også beskidte lagner på sengen, og generelt trænger stedet til en grundig omgang med vand og sæbe.

Mareridtet stopper dog ikke her. Katrine Daugaards opslag på Facebook bliver set af forholdsvis mange mennesker, og det er også endt hos Petra Village, som ejer og bestyrer ferielejligheden i Grækenland.

Se billederne af den beskidte lejlighed her:

Hygiejnekritikken vil Petra Village ikke lade gå ubemærket hen, og de beslutter sig for at skrive en kommentar til opslaget, som bestemt ikke er med til at nedtrappe konflikten.

- Jeg har informeret dit rejsebureau om, at du har to timer til at forlade værelset. Jeg er meget ked af, at vi ikke lever op til dine standarder. Men du lever heller ikke op til vores standarder som gæst, så jeg vil venligst bede dig om at forlade resortet, skriver en medarbejder fra Petra Village i kommentarsporet til Katrine Daugaards opslag.

Truet med politi

Bataljen med Petra Village stopper dog ikke der. Katrine Daugaard må sammen med sin familie pakke deres ting og forlade lejligheden efter en heftig diskussion med stedets personale.

- Damen påstår at jeg har råbt ad hende, hvilket jeg på intet tidpunkt har. Dette kan mine børn bekræfte. Hvorfor i alverden skulle jeg det!? Jeg har selv succesfuldt drevet herregårds b&b (bed and breakfast red.), og jeg ved, at man INTET får ud af den slags opførsel. Desuden ligger det meget langt fra min person at hæve stemmen af andre, siger Katrine Daugaard til SE og HØR.

Politikeren bliver altså beskyldt for at råbe af den ansvarlige for Petra Village. Men i virkeligheden var det lige omvendt ifølge den tidligere musiker.

- Damen har derimod råbt af mig og truet med politi og advokat, hvis ikke vi forlod hotellet inden to timer. Vi forlod det helt fredeligt. Alt kommunikation var rolig, indtil hun så mit opslag på Facebook, og så eksploderede hun, forklarer en rystet Katrine Daugaard.

Heldigvis er det endt lykkeligt for Liberal Alliance-politikeren og hendes familie. Efter nogle hektiske timer har de fundet et nyt sted at tilbringe ferien i Grækenland.

- Vi har nu fundet et skønt sted med det mest hjertelige og gæstfrie værtspar, hvor vi nyder resten af vores ferie.

Sponsoreret indhold