Kendte14. marts 2022

Politiet i kæmpe brøler: Forveksler influencer med efterlyst prostitueret

Influenceren er bestemt ikke begejstret for forvekslingen og sagsøger nu politiet for vanvittigt millionbeløb
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/downloadfdfd.jpg

30 millioner dollars, svarende til knap 205 millioner danske kroner.

Det er så mange penge, som influenceren Eva Lopez mener at have ret til, efter hun har været hovedpersonen i en pinlig brøler fra politiets side.

Historien tager sin spæde start tilbage i august sidste år.

Her udsendte politiet i New York en efterlysning af en prostitueret, som havde røvet en klient efter en sex-seance.

Efterlysningen krydrede de med et billede, men problemet var bare, at billedet ikke viste den pågældende sexarbejder, men i stedet influenceren Eva Lopez.

Det skriver New York Post, der har talt med 31-årige Eva Lopez, som har 865.000 følgere på Instagram.

Hun fortæller til det amerikanske medie, at hun kontaktede politiet og fik dem til at fjerne billedet, ligeså snart hun opdagede fejlen.

- Jeg troede, det var fake. Jeg kunne ikke forestille mig, at politiet havde proppet mit billede på en efterlysning.

SKADEN VAR SKET

Influenceren fortæller videre, at det ikke hjalp, at politiet fjernede billedet, fordi det simpelthen var for sent, og skaden allerede var sket.

- Det havde allerede spredt sig på sociale medier. Det blev stadig sendt rundt og blev stadig talt om. Det fik mig til at ligne en tyv og en prostitueret, siger hun.

Ifølge søgsmålet påstår Eva Lopez, at hendes personlige og professionelle omdømme og hendes virke har taget skade af politiets brøler.

Ifølge hende har hun været nødsaget til at gøre sin profil privat som følge af brøleren, mens hun ligeledes har kæmpet for at overbevise sine følgere om, at hun var uskyldig.

- Men folk troede ikke på mig, siger hun til New York Post og fortsætter:

- Det var virkelig pinligt. Ikke kun for mig, men også for min familie. Jeg vil bare gerne have, at folk ved, at det ikke var mig.

ADVOKAT REVSER POLITIET

Det amerikanske medie har også været i kontakt med influencerens advokat, som udtaler, at politiet har et bud på, hvordan brøleren er sket.

Ifølge advokaten mener politiet, at den prostituerede har stjålet Eva Lopez' billeder for at skjule sin egen identitet.

- Men det er bare ikke en undskyldning, lyder det fra advokaten, som fortsætter:

- Politiet burde være forpligtet til at foretage mere grundige efterforskninger, før de forhastet beskylder - og identificerer - uskyldige folk for løgne og forbrydelser.

Politiet i New York ønsker ikke at kommentere sagen på nuværende tidspunkt.

Sponsoreret indhold