Kendte9. juni 2020

Pladeselskabet Republic Records dropper udtrykket "Urban" som betegnelse for en musikgenre

Det store pladselskab, der blandt andre står bag navne som Ariana Grande og The Weeknd, vil efter global racismedebat ikke benytte sig af begrebet
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/shutterstock_editorial_8828126s.jpg
 Foto: MEGA

Fremover vil man ikke kunne læse i beskrivelser af udgivelser, omtale, rekamer eller under kategorier, at musikken indgår i kategorien "Urban".

I hvert fald ikke hos det amerikanske megapladeselskab Republic Records.

Det oplyser de selv på deres Instagram.

Betegnelsen "Urban", som hidtil har været et overordnet ord for både hip hop og R&B-musik, er af flere længe blevet kritiseret for at være en forældet generalisering, som inddeler musik i farven på kunstnerens hud.

Selskabet, som huser nogle af poppens allerstørste navne som Ariana Grande, Taylor Swift, The Weeknd og Drake, vil ifølge deres meddelelse i kølvandet på racismedebatten fjerne udtrykket fra alle deres afdelingsnavne, medarbejdertitler og omtale af genren.

De tilføjer ifølge Page Six, at det ikke kommer til at betyde strukturelle ændringer i virksomheden, men at man simpelthen bare ikke vil bruge betegnelsen mere.

"Vi opfordrer resten af musikindustrien til at gøre det samme, da det er vigtigt at forme fremtiden nu. Og dermed ikke opretholde fortidens forældede strukturer, lyder det blandt andet i Instagram-opslaget.

https://imgix.seoghoer.dk/shutterstock_editorial_10517026jg.jpg
 Foto: MEGA

Også sangerinde og sangskriver Taylor Swift er en del af Republic Records vilde katalog over kunstnere (Foto: Mega)

Udtrykket er formet i midten af 70'erne - og skulle for alvor være blevet cementeret som musikalsk genrebegreb af dj'en på New York Radio Frankie Crocker.

Dengang fungerede det som en helt almindelig ikke-nedsættende betegnelse for sort musik.

Efter det brutale mord på George Floyd har hele verden været på den anden ende og både kendisser og virksomheder har deltaget i anti-racistiske protester, donationer eller tiltag.

Et andet pladeselskab, Sony Music, startede lørdag en fond med 100 millioner dollars i ryggen til "etablering af anti-racistiske initiativer" og fremme inklusion og diversitet i virksomheden.

Sponsoreret indhold