Kendte6. november 2019

Pilou mistede formue i brandert

Champagne og aktiekøb var en yderst dårlig kombination for Pilou Asbæk.
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/pilou_asbaek_tsl.jpg
 (Foto: Thomas Laursen)

Under promoveringen af "Ghost in the Shell" i 2017, hvor Pilou Asbæk spillede sammen med Scarlett Johansson, var han af sted med sin danske manager. Duoen fløj på første klasse og skulle bo på de bedste hoteller betalt af filmselskabet. Men turen kom til at koste danskeren dyrt alligevel.

- Jeg pakkede min lille kuffert, sagde farvel til Anne og fløj til Paris, hvor vi blev samlet op af en limousine ved flyet og kørt direkte til Air Frances førsteklasseslounge, hvor vi kunne vælge mellem alle årgangschampagner. Vi bestilte selvfølgelig den bedste, og da vi skulle vente i fire timer, blev to glas til en flaske, inden der var gået en halv time. Så sagde min manager, at han havde tænkt sig at købe en aktie, som han tror på. Et selskab med kæmpe potentiale, fortæller Pilou.

- Jeg ringede direkte til chefen for Ringkøbing Landbrugsbank og fortalte ham, at jeg ville købe for en kvart million. Fint nok. Chefen godkendte købet, men jeg skulle tale med deres økonomiske rådgiver, der insisterede på at fortælle mig, at jeg skulle være sikker på, hvad jeg gjorde, fordi de vidste, at det var en højrisiko-aktie. "Ja-ja", svarede jeg kækt. Jeg var ikke til at skyde igennem. Jeg skulle på verdensturne med Scarlett Johansson, og hvis den film blev et hit, så var jeg en verdensstjerne, og penge ville være irrelevante resten af mit liv, forklare skuespilleren om købet.

- Jeg købte for 250.000 kroner til en fantastisk kurs. Det gik bare så godt.

Pilou og manageren festede igennem hele turen til Tokyo, og da de landede, kunne han til stor glæde se, at aktien stadig steg. Så kom han på den røde løber foran verdenspressen og alt spillede. Da han midt i det hele ville sende en besked til sin kone, Anna, om hvor fedt det hele var, blev humøret sort.

- Aktiemarkedet i USA var vågnet, og aktien var faldet til kurs 1. Jeg havde tabt alt. Det var så dumt. Anna (Pilous kone, red.) kunne ikke se det sjove i det, og jeg har ikke købt aktier siden, lyder det.

- Ghost in the Shell endte med at indtjene 200 millioner kroner mindre, end den skulle, så de to efterfølgere kom aldrig. Ellers havde det været en ganske anden historie. I dag er jeg mere interesseret i at få afbetalt vores lejlighed, så vi ikke skylder penge til banken, og måske købe et sommerhus. Det vil give en kæmpe frihed. At være gældfri og kunne vælge til og fra, lyder det fra Pilou, som er gift med dramatikeren Anna Bro, 39. Parret har datteren Agnes på seks år.

Sponsoreret indhold