Pierce Brosnan om chokerende James Bond-fyring: Sådan har jeg det i dag

Foto: MEGA

Efter at have medvirket i fire James Bond-film blev den britiske skuespiller i 2004 fyret fra det prestigefyldte Agent 007-job.

Fyringen var i høj grad noget, der kom bag på den nu 67-årige skuespiller, der blev ringet op af Bond-producerne, Barbara Broccoli og Michael Wilson, mens han var i fuld gang med at indspille en anden film. 

- Barbara og Michael var på linjen: "Vi er så kede af det", har Brosnan tidligere fortalt om fyringen.

- Hun græd, Michael var stoisk, og han sagde: "Du var en fantastisk James Bond. Tusind tak", og jeg sagde: "Tusind tak. Farvel". Det var det. Jeg var fuldstændig chokeret og blev bare sparket til kantstenen, sådan som det skete.

I dag er tonen dog lidt en anden fra Pierce Brosnan, der i et interview med The Telegraph fortæller, at han ikke fortryder noget, når det kommer til Bond-franchisen. 

- Bond er gaven, der bliver ved med at give og har givet mig muligheden for at have en vidunderlig karriere, siger han og fortsætter:

- Det øjeblik, du er brandet som Bond, er det med dig for evigt, så du har bare at finde fred med det, og det har du bare at forstå, når du går gennem de døre og tager James Bond-rollen på dig. 

Pierce Brosnan som James Bond i "Tomorrow Never Dies" i 1997. (Foto: MEGA)

Daniel Craig blev skuespilleren, der overtog efter Pierce Brosnan, og han har sidenhen givet udtryk for, at han ikke altid har været stor fan af at spille rollen. 

Han har blandt andet udtalt, at han hellere ville "skære i sine håndled" end at medvirke i en Bond-film mere. Daniel Craigs sidste Bond-film, "No Time to Die", får premiere i biograferne senere på året. 

Pierce Brosnan spillede rollen som Bond i "GoldenEye" (1995), "Tomorrow Never Dies" (1997), "The World Is Not Enough" (1999) og "Die Another Day" (2002).

Han er lige nu aktuel i Netflix-filmen "Eurovision Song Contest: The Story of Fire Saga" med Will Ferrell og Rachel McAdams i hovedrollerne.

Udvalgt til dig
Fra forsiden
Close