KendteI går

Pia Kjærsgaard deler bryllupsbilledet: Se hendes overdådige brudebuket

Politikerveteranen og hendes ægtefælle kunne tirsdag fejre, at de har været mand og kone i hele 58 år
Premiere på Bakkens Hvile
Politikerveteranen Pia Kjærsgaard og hendes ægtefælle Henrik Thorup kunne tirsdag fejre, at de har været mand og kone i hele 58 år
 Foto: Mikael Rieck

Hun kan ikke blot prale af en blændende karriere i politik, der indtil videre har varet i mere end fire årtier.

78-årige Pia Kjærsgaard kan også glæde sig over et langvarigt ægteskab, der nåede en milepæl tirsdag. Her kunne Dansk Folkeparti-stifteren og hendes ægtemand, 78-årige Henrik Thorup, nemlig fejre berstensbryllup – eller 58-års bryllupsdag.

I dagens anledning delte Pia Kjærsgaard et sort-hvidt billede fra den store dag, der altså fandt sted 3. juni 1967 i Hellerup Kirke.

Her kan man se en dengang 20-årig Pia stråle i sin hvide kjole og med en overdådig brudebuket med hvide margueritter.

- 58 år med Henrik. Så er der kun to år til diamantbryllup, skriver Pia Kjærsgaard til det 58 år gamle fotografi.

Dansk Folkeparti-stifteren har tidligere fortalt, hvordan hun mødte sit livs udkårne allerede i folkeskolen. Han var den nye dreng i klassen, og det var selvfølgelig spændende for en ung Pia:

- Jeg vidste ikke, at jeg skulle være sammen med ham for livet, for det var oprindeligt bare noget teenagekæresteri, som var ret normalt dengang.

- Nu har vi snart diamantbryllup, og jeg tror, det handler om, at man skal holde af hinanden, have tålmodighed og ikke tro, at hver dag skal være en lykkerus, har hun tidligere fortalt til Alt for Damerne.

Pia Kjærsgaard understreger dog også, at hun er ganske godt gift:

- Han giftede sig med en husmor, som endte med at blive formand for Folketinget. Jeg er overbevist om, at der ikke findes en eneste politiker, der har så tålmodig, generøs og hjælpsom en ægtefælle, som jeg har.

Parret valgte i 2017 – på deres guldbryllupsdag – at blive velsignet igen i samme kirke, der dannede rammen om deres bryllup i 1967.

Pia Kjærsgaard og Henrik Thorup har børnene Nan og Troels, og siden er ægteparret også blevet velsignet med fire børnebørn.

Til september kan parret så glæde sig over, at de bliver oldeforældre for første gang – til en lille dreng.

Sponsoreret indhold