Peter Sommer ærgrer sig: Må undvære Smukfest

Hvis der er én person, der kan siges at være en trofast festivalgænger på Smukfest, så er det den lokale sangskriver Peter Sommer.
Hvert år siden 1983 har hitmageren – med undtagelse af de seneste års coronaaflysninger – nemlig besøgt festivalen, men i år må han droppe den.
Det skriver han i et opslag på Facebook, hvor han udtrykker sin ærgrelse.
– Har vist ikke redi misset en smukfest siden 1983. I år står den bare på teater på Frbrg (Frederiksberg, red.), skriver Peter Sommer.
Teaterkoncert i sigte
Grunden til at sangskriveren, der er opvokset i Skanderborg, misser dette års Smukfest, skyldes, at han i øjeblikket har travlt med teaterkoncerten "I morgen er alt muligt", som skal finde sted på Aveny-T på Frederiksberg fra september til oktober.
Her vil Peter Sommers største sange såvel som nye kunne opleves direkte fra teaterscenen i en to timer lang forestilling.
– Så nu vil jeg ikke salte eget sår yderligere og blot ønske alle jeg kender, lokale som tilrejsende, en udmærket men ikke alt for(!) legendarisk udgave af dette frivillighedsoverflødighedshorn, dette skøre og skønne orgie, denne lokale trumf, lyder det fra Peter Sommer.
Peter Sommer er født i smilets by, Aarhus, men han er opvokset i Skanderborg.
Siden sin debut i 2002 har han markeret sig som en af Danmarks mest prisvindende sangere, og han står bag store hits som blandt andet "Valby Bakke", 8-6-6-0" og "De uforelskede i København".