Kendte13. april 2021

Peter Mygind om skrækkelig oplevelse i fly: Sidemanden råbte "Vi dør!"

Særligt én ting har undret den populære danske skuespiller lige siden den frygtelige oplevelse i et fly på vej hjem fra Grækenland
For at kunne vise dig denne video, beder vi dig acceptere marketing og statistik cookies.

Myginds kvindelige sidemand i et charterfly på vej hjem fra Grækenland gik i fuldkommen panik, da de undervejs på flyveturen røg ind i voldsom turbulens.

Det fortæller den 57-årige ”Sommerdahl”-stjerne i et interview med Euroman.

Faktisk havde Mygind og kvinden ikke udvekslet mere end et enkelt ”hej” ved ombordstigningen, men da lufthullerne blev større og større, skete der nogle bemærkelsesværdig mellem dem.

- Min søn sad ved vinduet, jeg sad i midten, og til venstre for mig sad en kvinde. På den anden side af gangen sad hendes mand. Vi havde lige fået kaffen, da flyet begyndte at hoppe, lyder det fra Peter Mygind.

- Damen lyver!

Over højtalerne fik passagerne besked på at spænde sikkerhedsbælterne, men dramatikken drev ikke over lige umiddelbart.

- Lige pludselig faldt vi flere hundrede meter. Vi styrtede vandret i luften, fortæller Mygind, der af magasinet blev spurgt til, om han nogensinde har bedt for sit liv i en flyvemaskine.

Resten af hans svar må man trods alt kunne tolke som et ja.

- Min søn skreg: ”Far, dør vi?” Lige da jeg skulle til at svare, tog damen til venstre fat i mig og skreg af sine lungers fulde kraft: ’Peter Mygind, vi dør! Peter Mygind, vi dør!’ På det tidspunkt havde vi ikke udvekslet andet end et hej, da vi satte os. Jeg råbte til min søn: ’Nej, vi gør ej. Damen lyver.’ Lidt efter kom vi ud af turbulensen og fløj videre, som om intet var sket. Det har undret mig lige siden, at kvinden tog fat i mig og ikke i sin mand, fortæller han.

- I'm a very very famous actor

Peter Myginds hustru, Lise Mühlhausen, var ikke med på turen, da hun måtte blive hjemme fra Grækenland på grund af noget arbejde.

I løbet af interviewet indrømmer skuespilleren – der i løbet af de seneste år også har nydt større og større interesse i udlandet – at han for år tilbage forsøgte at charmere sig fra monkey class op til business class med familien i en flyver fra Thailand.

Netop ved at proklamere, at han altså er en ”very very famous danish actor”. Den gik dog ikke, og familien måtte blive på de billige rækker.

Sponsoreret indhold