
Den legendariske guitarist og sangskriver Peter Green er død. Det oplyser hans familie.
- Det er med stor sorg, at familie til Peter Green må meddele, at han er død denne weekend. Stille og roligt sov han ind, lyder ordene fra familiens advokat.
- Flere oplysninger vil komme i løbet af de næste par dage.
Det skriver Daily Mail.
Peter Green, der var fra Bethnal Green i London, var blandt andet grundlægger af det populære band Fleetwood Mac, som han skabte sammen med trommeslageren Mick Fleetwood og guitaristen Jeremy Spencer tilbage i 1967.
Han har desuden skrevet en række af bandets største hits herunder "Albatross".
I 1970 forlod Peter Green bandet grundet psykiske problemer og et stofmisbrug. Senere fik musikeren konstateret skizofreni og blev i løbet af 70'erne indlagt adskillige gange.
I 1998 blev den legendarisk blues- og rockmusiker optaget i Rock and Roll Hall of Fame.
Flere store musikere har tidligere udtalt, hvor stor en indflydelse Peter Greens talent har haft for deres karriere. Gary Moore, Joe Perry fra Aerosmith samt Radiohead-bassisten Colin Greenwood er blandt dem, der har hyldet Green.
Kunstnere som Carlos Santana, Aerosmith, Balck Crowes, Judas Prist og Gary Moore har indspillet Tom Greens musik til albummet "Blues for Greeny". Et hyldestalbum dedikeret til Peter Green.