Kendte1. oktober 2021

Pelé er udskrevet fra hospital efter operation for tarmsvulst

Den brasilianske fodboldlegende skal fortsætte med kemoterapi efter at være blevet udskrevet fra hospitalet
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/mega393286_007.jpg
 Foto: MEGA

Den brasilianske fodboldlegende Pelé er torsdag blevet udskrevet fra et hospital i São Paulo efter adskillige ugers behandling.

Hospitalet oplyser i en meddelelse, at 80-årige Pelé fortsat vil skulle gennemgå kemoterapi efter at have fået fjernet en svulst i tyktarmen.

Brasilianeren nåede at være indlagt på hospitalet Albert Einstein i næsten en måned. Han blev 4. september opereret for at få fjernet svulsten i tarmen.

Fodboldlegenden blev i dagene efter indlagt på hospitalets intensivafdeling til observation. Her sørgede Pelés familie for jævnligt at berolige brasilianerens fans på sociale medier ved at fortælle, at han havde det godt.

Hospitalet Albert Einstein skriver i meddelelsen torsdag, at Pelés tilstand er stabil. Han fik torsdag morgen lokal tid lov til at forlade hospitalet, lyder det videre.

Fodboldlegenden pakkede dog først sine tasker for at tage hjem tidligt på aftenen. Det oplyser en unavngiven person med kendskab til sagen.

Pelé er anerkendt som en af historiens største fodboldspillere. Han har tre gange vundet VM med det brasilianske landshold - første gang som 17-årig i 1958. Han scorede blandt andet to mål i finalesejren over Sverige.

I de senere år har Pele været plaget af helbredsproblemer og har flere gange været indlagt.

Senest tilbragte han i 2019 mere end en uge på et hospital i Paris for at blive behandlet for en urinvejsinfektion.

Brasilianeren fylder 81 år den 23. oktober.

Sponsoreret indhold