Kendte27. december 2023

"Parasite"-stjerne fundet død: Efterlod selvmordsbrev

Politiet har oplyst, at Lee Sun-kyun forsvandt efter at have skrevet, hvad der ligner et selvmordsbrev
FILE PHOTO: Lee Sun-kyun attends the 50th International Emmy Awards in New York City, New York, U.S., November 21, 2022. REUTERS/Eduardo Munoz/File Photo
Lee Sun-kyun var især kendt for sin rolle i den oscarvindende film "Parasite".
 Foto: Eduardo Munoz/Reuters/Ritzau Scanpix

Den sydkoreanske skuespiller Lee Sun-kyun, som er kendt fra oscarvinderen "Parasite", er onsdag lokal tid blevet fundet død i Sydkorea i en bil med grillkul på passagersædet.

Det oplyser sydkoreansk politi ifølge nyhedsbureauerne Reuters og Yonhap.

Politiet oplyser, at det tidligere havde fået en anmeldelse om, at Lee havde forladt sit hjem efter at have skrevet en seddel, der lignede et selvmordsbrev.

Yonhap nævner, at Lee blev fundet i sin bil med en brikette grillkul på passagersædet. At sætte ild til en brikette grillkul udleder kulilte og kan være livsfarligt, hvis det gøres i et lukket rum.

Sangerinden Du Yuwei fra den kinesiske pigegruppe GNZ48 begik selvmord på denne måde i 2018.

Året forinden havde kpop-stjernen Kim Jong-hyun fra det sydkoreanske boyband Shinee begået selvmord på samme måde.

HAR DU DET SVÆRT?

Hvis du er i krise eller har tanker om selvmord, så sig det til nogen.

Ring til Livslinien på 70 201 201.

Livslinien har åbent året rundt fra 11-05.

Lee Sun-kyun blev for alvor et internationalt navn, da han portrætterede patriarken i den rige Park-familie i "Parasite", som i 2020 vandt en Oscar for Bedste Film.

På det seneste har han dog været involveret i en skandale om misbrug af hash og andre ulovlige stoffer i Sydkorea. Narkotika er ud over at være ulovligt meget stigmatiseret i Sydkorea.

I forbindelse med efterforskningen har han været gennem tre runder af politiafhøringer. Ifølge politiet skulle det være sket adskillige gange i en såkaldt værtindes lejlighed.

Værtindeklubber er et udbredt fænomen i Sydkorea og andre dele af Østasien. Her kan man betale for at socialisere med kvinder, der blandt andet serverer drinks for en og opvarter.

Lee Sun-kyun påstod, at værtinden havde narret ham til at tage stofferne, og at han ikke vidste, hvad han tog.

Han blev testet negativ for stofferne af både indledende prøver og i sidste måned af laboratorieprøver på Sydkoreas Nationale Retsmedicinske Institut (NFS).

Sponsoreret indhold