Kendte1. april 2020

P3 i shitstorm efter aprilsnar: Brug lige hovedet en anden gang

Det var ikke alle der fandt det lige morsomt, da P3-værtsparret fra "Curlingklubben" lavede sjov med et dødsfald på 1. april
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/20190209-031859-5-1920x1280we.jpg
 Foto: Per Lange/Ritzau Scanpix

Mens rigtig mange danske medier i dag har holdt "fri" fra den sædvanlige april-tradition og undladt at lokke læsere og seere i fælden med uskyldige usandheder, så har to værter på Danmarks Radios P3 tilsyneladende haft en anden tilgang.

For da P3-programmet "Curlingklubben" onsdag blænder op for mikrofonerne i den særlige "Karantæne på P3" efter en radioavis, er det med meldingen om, at den ene af værterne er død.

- Det er med stor sorg på vegne af redaktionen og hele Danmarks Radio, at vi må meddele, at radiovært Christian Bonde i nat, den første april, er afgået ved døden, fortæller produceren med gråd i stemmen.

Herefter lyder en fanfare, hvorefter "joken" bliver afsløret med klovnemusik og truthorn.

Men spøgen sendte mange af P3's lyttere til tasterne, og på radiokanalens facebookside har flere stærke holdninger til det at gøre grin med død og sygdom i denne tid.

"DR går stik imod alle seriøse mediers udmelding om IKKE at lave en aprilsnar. Er der en voksen til stede? Hvor dybt kan man synke?" skriver lytteren Otto Iversen, mens Michael Bergenstoff erklærer sig enig:

"Hold da kæft en usmagelig aprilsnar!!"

- Komedie er tragedie plus tid, siger Bonde senere i programmet, da værterne diskuterer, hvordan det kan være, folk bliver sure over jokes om døden, mens en verdensomspændende pandemi er i fuld flor.

Ikke død af corona

De to værter forsøgte i løbet af programmet at understrege, at Christian Bonde i joken ikke var omkommet af coronavirus - men af et hjertestop.

Det var meningen, at vittigheden skulle indeholde en oplysning om, at værten var død på denne måde, fordi han efter eget udsagn er "tyk".

- Det var en fejl fra vores side. Det skulle vi have klargjort, starter Christian Bonde.

- Der lægger vi os fladt ned, siger Fantino.

Men det fremgik ikke af starten af programmet, hvor aprilsnarren skulle eksekveres. Og nu havde sms'er og reaktioner allerede hobet sig op.

"Lige i overkanten at lave aprilsnar med dødsfald lige pt. Brug lige hovedet en anden gang P3!!!!!"

I en mail til Ekstra Bladet skriver redaktionschef Tine Maria Borresø, at aprilsnarren var beklagelig.

"Det er en klokkeklar fejl og en stor en af slagsen, der aldrig skulle være sket. Værterne indså det også, så snart de havde gjort det, men der var det for sent," lyder det fra redaktionschefen på P3.

Programmet kan høres her.

Sponsoreret indhold