Overraskelse efter finalen: Der kommer mere "Den store bagedyst"

Lørdag aften kåres vinderen af denne sæson af "Den store bagedyst", men hvis du frygter, at du ikke længere kommer til at have bagning og kage i dit tv, så frygt ej.
Lige efter finalen er sendt på DR1 kan du klokken 21 slå over på søsterkanalen DR2, hvor der i forbindelse med tema-lørdag sendes "Den store glutenfri bagedyst".
Her konkurrerer fire tidligere deltagere om at bage helt uden brug af hvedemel.
Det er Jesper Hemmingsen fra femte sæson, Victoria Askjær fra ottende sæson, Beate Stengaard Sørensen, som også er fra ottende sæson, og Rosa Kildahl fra sjette sæson, der vender tilbage til det famøse bagetelt.
- Hvedemel er bandlyst, når fire tidligere bagedystdeltagere kæmper om at vinde "Den store glutenfri bagedyst". Men kan man overhovedet bage et lækkert og saftigt glutenfrit brød? Og kan en glutenfri kage leve op til dommernes høje forventninger?, lyder det i programbeskrivelsen.