Ove Sprogøe kunne ikke leve uden sin Eva: Døde med tre ugers mellemrum
Vi lærte ham at kende som den altid højtråbende og fandenivoldske Egon, der mente, at han var ”omgivet af hundehoveder og hængerøve, lusede amatører, elendige klamphuggere, latterlige skidesprællere” i en sådan grad, at hans geniale planer altid gik i vasken.
Privat optrådte skuespiller Ove Sprogøe dog altid venligt og imødekommende, om end han ikke brugte lige så mange ord som på filmlærredet. Faktisk var han ofte en mand af få ord.
Artiklen fortsætter under billedet...
Egon Olsen befandt sig bedst med udsigt til millioner og med et Franz Jäger-pengeskab ved sin side. Foto: Aller Media
Under brylluppet med sin elskede Eva sagde han angiveligt blot tre ord:
- Tak for Eva.
Måske der sneg sig flere ord ind under bryllupsfesten i marts 1945, men det er ingen hemmelighed, at Ove Sprogøe blomstrede mest med ordene, når han optrådte med en anden forfatters tekst.
Artiklen fortsætter under billedet...
Benny, Egon og Kjeld i "Olsen-Banden". Foto: Aller Media
Det var da også dette talent, der har gjort ham til en af de mest succesfulde og benyttede skuespillere herhjemme gennem tiden. Han medvirkede i en perlerække Morten Korch-film, lige som han blev allemandseje i rollen som doktor Hansen i ”Matador”.
Mest huskes han nok for sin rolle som den altid uheldige forbryder Egon Olsen i ”Olsen-Banden”-filmene. Her råbte han højest og bestemte det hele, hvis da ikke Yvonne fik ham på bedre tanker.
Privat var Ove Sprogøe dog af en anden støbning.
Han værnede om sit privatliv og elskede at tilbringe sine søndage hjemme i haven på Amager. Han elskede sin hustru Eva, som han mødte i en ung alder.
Hun var bare 19, han var 21, da de mødte hinanden i forsommeren 1941. De arbejdede begge to i Søminevæsenet på Holmen, og Ove Sprogøe fik straks et godt øje til den kønne unge, kvinde.
Artiklen fortsætter under billedet...
Ove Sprogøe med sin hustru Eva, som han nåede at være gift med i 59 år. Foto: Aller Media
De blev forlovet ganske hurtigt – i august 1941 – men måtte dog vente lidt med at sige ”ja” til hinanden, blandt andet på grund af krigen.
Imens forfulgte Ove Sprogøe sin drøm om at blive skuespiller, mens Eva fortsatte sit arbejde på kontor.
Parret blev gift i marts 1945 i Sct. Johans Kirke på Østerbro, og de slog sig efterfølgende ned på Amager, hvor de fik tre sønner.
Ove Sprogøe satte en ære i at holde arbejde og privatliv adskilt, og det var derfor sjældent, at han udtalte sig om livet uden for rampelyset. Det var kun i begyndelsen af hans skuespilkarriere, at der listede sig lidt om Eva ind i et ugeblad under et interview:
Artiklen fortsætter under billedet...
Eva og Ove var hinandens store kærlighed. De døde med blot tre ugers mellemrum i 2004. Foto: Aller Media
- Det var sørme hende, der ville have mig, men jeg er morderlig glad for hende, og det er altsaa ikke bare noget, jeg siger. Eva er mig en stor inspiration. Og saa er jeg saa gla’ for, at hun er en privat kvinde. Det er dejligt, naar ”teater” hænger en langt ud af halsen, at komme hjem til et menneske, som staar helt udenfor, sagde Ove Sprogøe til et ugeblad i slutningen af 1950’erne.
Ove og Eva Sprogøe nåede at være gift i 59 år, og de sidste måneder boede de begge på Løjtegårdsvejens Plejehjem på Amager.
Eva døde 20. august 2004, og Ove kunne ikke leve uden sin Eva.
Blot tre uger senere, 14. september 2004, fulgte han efter.
Ove Sprogøe blev 84 år.