Kendte29. december 2020

Oscar Bjerrehuus afslører detaljer om singlelivet: Har en Tinder-profil

Man skal dog ikke altid regne med at få svar fra den unge model
For at kunne vise dig denne video, beder vi dig acceptere marketing og statistik cookies.

For godt et år siden, blev modellen Oscar Bjerrehuus på det pinligste udstillet af sin far Oliver, der stolt fortalte om sønnikes mange kvindelige erobringer i et interview med SE og HØR.

Blot få måneder inden havde den unge model slået op med sin kæreste Sofie Arendse midt under "Vild Med Dans", hvor han var deltager.

Men hvordan står det egentlig til på dating-fronten, hvis man spørger hovedpersonen selv - og ikke hans kæphøje far?

- Jeg tager det stille og roligt. Jeg har ikke rigtig noget kørende for tiden, desværre, siger Oscar Bjerrehuus i talkshowet "Kaffe og Kage med...", hvor han bliver interviewet af tv-værten Thomas Bense.

- Jeg vil helst have, at det kommer lidt naturligt. Jeg har nok tiltro til mig selv til at sige, at hvis jeg møder en pige, og jeg føler, at den er der, så kan man godt committe til det, siger han.

Men selvom Oscar foretrækker den naturlige vej til kærligheden, har han trods alt en Tinder-profil.

Den er dog ikke altid lige aktiv.

- Jeg har ikke rigtig hooket op med nogen. Men jeg svarer da folk, siger han.

- Men nogle gange glemmer jeg lidt, at jeg har det. Så kan der godt gå tre uger. Og så får jeg sådan nogle sure beskeder, hvor folk spørger, om jeg er for kendt til at svare. Og jeg tænker bare: "Slap nu af, mand. Vi kender ikke hinanden!" Men jeg synes, det er meget sjovt.

Han har dog været på en enkelt Tinder-date, som modellen dog er noget hemmelighedsfuld omkring.

- Det gik helt fint. Det gik, som det skulle, siger han med et kryptisk smil.

Sponsoreret indhold