Kendte3. april 2020

Oprah donerer 10 millioner dollars til corona-ofre

66-årige Oprah offentliggjorde torsdag en donation på 10 millioner dollars til nødlidende amerikanere
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/oprah.jpg
 Foto: MEGA

Tv-stjernen og mangemilliardæren Oprah Winfrey er ikke kendt for at operere med småpenge.

Og nu er den 66-årige tidligere talkshow-vært den seneste i rækken af kendisser, der har haft den helt store check fremme.

I et opslag på sin Twitter bekendtgør hun en svimlende donation på i alt 10 millioner amerianske dollars, altså knap 69 millioner danske kroner, til den del af den amerikanske befolkning, der er hårdest ramt af corona-følger.

Torsdag fortalte hun i en live-sending på Apple TV, at 1 million skulle gå til Amercias Food Fund, som er stiftet af blandt andre skuespiller Leonardo DiCaprio og forretningskvinde Laurene Powell Jobs.

Med støtte fra Ford og Apple skal initiativet hjælpe hårdt ramte områder med mad og andre fornødenheder.

Oprah, der selv er opvokset i Mississippi og Tennessee skriver i sit opslag, at hun vil hjælpe i netop de områder, hvor hun selv er fra.

- Jeg ved godt, at det ikke er alle, der kan undvære en million, men jeg føler stadig, at det er her, man bør hjælpe, hvis man vil gøre noget godt, fortalte hun i samtalen med kok José Andrés og direktør i Feeding America Claire Babineaux-Fontenot.

- Til alle der sidder derhjemme og tænker, "jeg ved ikke, hvor jeg skal sende mine penge hen" vil jeg sige, at de er i gode hænder hos sådan nogle som jer, siger hun.

OWN-ejeren Oprah Winfrey er i forvejen en af de verdenstjerner, der giver flest penge til velgørenhed. Med en formue på i alt 2,6 milliarder dollars giver hun gennem sin egen fond, Oprah Winfrey Foundation, intet mindre end 40 millioner til blandt andet skoler - særligt uddannelsesprogrammer for kvinder og piger rundt omkring i verden.

Ifølge John Hopkins University, der samlet data om smittespredning og dødsfald, er der over 5000 dødsfald, der kan forbindes til coronavirus i USA i øjeblikket.

Sponsoreret indhold