Kendte15. marts 2024

Olivia Rodrigo uddeler gratis fortrydelsespiller til koncert

Hun er et forbillede for millioner af unge piger, og tidligere på ugen fik Olivia Rodrigo slået fast, hvad hun mener om de stramme abortlove i USA
Olivia Rodrigos politiske budskab er klokkeklart.
Olivia Rodrigos politiske budskab er klokkeklart.
 Foto: Robyn Beck/AFP/Ritzau Scanpix

LÆS OGSÅ: Den er god nok! Olivia Rodrigo og Louis Partridge bekræfter deres forhold med et ordentligt kys

Den 21-årige popsensation Olivia Rodrigo har tidligere meddelt sine fans, at hun ville sørge for at øge opmærksomheden omkring prævention og information om abort, når hun kastede sig ud på sin "Guts"-verdensturné.

Så da "Good 4 u"-sangerinden tirsdag aften gæstede den amerikanske delstat Missouri, hvor hun gav koncert i St. Louis, fik de tusindvis af fremmødte fans i den grad noget for pengene.

Den Grammy-vindende stjerne havde nemlig lavet et særligt samarbejde med organisationen Right By You, som betød, at fans blandt andet kunne få udleveret to æsker med 72-timers fortrydelsespiller – helt gratis.

Olivia Rodrigo på scenen til dette års Grammy-uddeling.
Olivia Rodrigo på scenen til dette års Grammy-uddeling.
 Foto: Mike Blake/Reuters/Ritzau Scanpix

Ifølge fans, der deltog i den store koncertbegivenhed, blev der også uddelt gratis kondomer og kort med QR-koder til information om, hvor man kan få foretaget en abort, såfremt man er Missouri-borger.

Rodrigos støtte til især unge kvinder, der søger hjælp eller information omkring abort, kommer som modsvar til at USAs højesteret i 2022 valgte at omstøde den historiske "Roe v. Wade"-sag fra 1973 i intet mindre end 21 stater. En sag, der oprindeligt sikrede amerikanske borgere retten til fri abort.

Flere fans har efterfølgende delt billeder af de produkter, de fik udleveret i forbindelse med Olivia Rodrigo-koncerten.

Rodrigo fik sit store musikalske gennembrud i 2021 med singlen "drivers license", som satte rekorder på adskillige streamingplatforme herunder Spotify.

Olivia Rodrigo spiller i Royal Arena til maj.
Olivia Rodrigo spiller i Royal Arena til maj.
 Foto: Evan Agostini/AP/Ritzau Scanpix

Debutalbummet "SOUR" udkom i maj 2021 og høstede massiv ros fra amerikanske kritikere.

Olivia Rodrigo spiller den 30. maj en udsolgt koncert i Royal Arena i København.

Sponsoreret indhold