Kendte10. august 2023

Nyt stjernepar? Harry Styles helt tæt på hot skuespillerinde

”As it Was”-sangeren støttede sin nye flamme, da der var premiere på hendes teaterstykke i London. Herefter kom parret rimelig tæt på hinanden, da der var efterfest med talkshowværten James Corden
Det bliver hottere mellem Harry Styles og Taylor Russell for tiden, og nu er det svært at blive ved med at løbe fra datingrygterne 
Det bliver hottere mellem Harry Styles og Taylor Russell for tiden, og nu er det svært at blive ved med at løbe fra datingrygterne
 Foto: Ritzau Scanpix

Hyggeligt ser det bestemt ud.

Onsdag aften blev 29-årige Harry Styles og 28-årige Taylor Russell knipset i tæt kontakt med hinanden. Og det er altså billeder, som nu puster temmelig meget til de datingrygter, som længe har floreret omkring dem.

I al hemmelighed havde Styles siddet på tilskuerrækkerne, da Russell havde premiere på ”The Effect” på den den britiske nationalscene.

Og da efterfesten bragte dem sammen i en mørk krog, havde de to tilsyneladende svært ved at holde fingrene væk fra hinanden.

Taylor Russell, der er bedst kendt for sin rolle i ”Bones an All”, hvor hun spiller overfor Timothée Chalamet, kan på billederne ses lægge en hånd på Harry Styles skulder, mens popstjernen ser på hende med julelys i øjnene.

Undervejs på aftenen fik Styles’ nye flirt også lejlighed til at hilse på tv-værten James Corden og dennes kone Julia Carey, der er en af det tidligere One Direction-medlemmers rigtig gode venner.

En række fans bemærker på de sociale medier, at Harry Styles endda også viste sig fra sin galante side, da han bar på nogle af skuespillerindens ting og tasker.

Efter et lille glas vin og en snak blev Harry Styles hentet af en chauffør, men her forsøgte det unge par altså at snyde omverdenen endnu en gang. Taylor Russell blev nemlig samlet op et halvt minuts tid efter, da bilen svingede om til sceneindgangen på The National Theatre. Det skriver Daily Mail.

Da ”Watermelon Sugar”-sangeren forleden spillede koncert i Wien i forbindelse med sin ”Love On Tour”, var Russell selvfølgelig også taget med for at bakke op. Gennem hans imponerende musikkatalog rockede hun med fra VIP-pladserne, og når ikke Harry stod på scenen, nød de to byen sammen.

De to blev spottet sammen på gåtur gennem den historiske by, og siden blev videoen lagt op på profilen Pop Crave.

Rygterne om det spirende forhold startede i juni, hvor de to stjerner blev set forlade et museum i London – angiveligt hånd-i-hånd.

Det er usikkert, hvor de to kan have mødt hinanden, men flere britiske medier er kvikke til at påpege, at de begge deltog i Venice International Film Festival i september 2022.

Grammyvinderen Harry Styles har senest været i en forhold med skuespiller og instruktør Olivia Wilde, som han fandt sammen med under optagelserne til ”Don’t Worry Darling”. De to datede fra januar 2021 frem til deres brud i november sidste år.

Sponsoreret indhold