
Nyt stjernepar? Drake og Camilia Cabello hygger sig på eksotisk ferie

Året går på hæld, men det kan være, at vi er heldige her på falderebet at få et helt nyt stjernepar, som fandt hinanden i 2023.
For nye billeder giver i al fald anledning til spekulationer for fulde drøn.
På dem ses rapper Drake og sangerinde Camilia Cabello, der ikke kun nyder godt af høje temperaturer og krystalklart vand på de caribiske øer, men bestemt også lader til at nyde hinandens selskab.
Den 26-årige ”Havana”-hitmager og den 37-årige ”God’s Plan”-rapper bruger lidt kvalitetstid sammen på øgruppen Turks & Caicos, hvor de blandt andet fik en tur på jetski. Især videoerne af deres intime snakke er gået viralt på de sociale medier – herunder X.
Derudover er der virkelig ikke særlig mange informationer om de to som et par. Dog er der flere, der mener, at det ligner en spirende romance mellem dem.

Ifølge magasinet Cosmopolitan begyndte Drake at følge sin yngre kollega, efter hun postede en spejlselfie med beskrivelsen under:
– ”Take me out the Club. Take me out the Trap. Take me off the market. Take me off the map. I’m trying to hit the group chat and tell them it’s a wrap” – Shakespeare.
Måske du allerede havde luret den, men citatet som sangerinden her poster, kommer ikke fra den verdensberømte engelske digter, men fra... Ja, Drake!
Teksten stammer fra hans hit "Search & Rescue".
Den smukke amerikanske sangerinde blev single over sommeren, da hun gik fra sin mangeårige kæreste, musiker Shawn Mendes. Det skete lige efter en kort romantisk genforening på musikfestivalen Coachella.

Dengang fortalte en kilde til People, at Shawn Mendes ”stadig vokser og opdager sig selv. Og han har brug for tid for sig selv til at gøre de ting, der gør ham glad”.
Kilden fortalte videre, at det nu var gået op for ham og Camila Cabello, at timingen for deres forhold var skæv.
Hverken Cabello eller Drake har reageret på rygterne om deres romance endnu.