Kendte19. november 2020

Nyt Signe Molde-program får kritik: Satiren fremstår som mobning

Interesseorganisationen LGBT+ Danmark kan bestemt ikke se det sjove i det splinternye DR2-satireprogram med Signe Molde i spids
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/signem.jpg
 Foto: Birger Storm

Første afsnit af ”Signe Molde på udebane” ruller over skærmene denne torsdag aften, og det er Danmarks Radios ønske, at få danskerne til at grine med en god omgang klassisk debatskabende satire.

Men det er altså ikke alle, der kan se det sjove.

Landsforeningen for bøsser, lesbiske, biseksuelle og transpersoner, LGBT+ Danmark, retter nu på deres hjemmeside skarp kritik mod programmet med den tidligere vært på ”Quizzen med Signe Molde” samt "Det Nye Talkshow"

I første program besøger den 43-årige tv-vært netop organisationen, som ikke synes, udsendelsen er faldet godt ud.

Spot og forargelse

Som når Signe Molde eksempelvis præsenterer organisationens sekretariatschef for scenarier med transkvinder i kvindesport, rammer satiren skævt, mener de.

”Programmets jargon og klipning mellem de transkønnede sportsudøvere og et grinende publikum resulterer i, at transkvinderne bliver gjort til objekt for spot og forargelse. Der bliver desuden lavet jokes, hvor transkvinder omtales som mænd, som ikke blot fremstår stødende, men hvor humorens kerne, sandhedselementet, heller ikke er tilstede,” lyder det.

Længere nede i deres kritik understreger de:

"Som programmet vinkler humoren om LGBT+ personer og i særdeleshed transkønnede, fremstår satiren snarere som mobning."

Ifølge LGBT+ Danmark har klippene været til gennemsyn hos dem som organisation, hvorefter de har ønsket nogle rettelser - dog uden de alle blev imødegået.

På facebook blander Signe Molde sig i debatten under et opslag med klip fra programmet.

”Vores ambition med programmet er at vi med humor og ærlighed kan udfordre os gammeldags typer og måske nærme os hinanden. Jeg har også et lille håb om at vi kan skabe nysgerrighed overfor fx. Hvad vil det egentlig sige at være transkønnet? Og hvad er det der gør at nogen LGBT personer ikke kan grine med af alle de samme jokes som jeg. ...Og jeg tager gerne et par slag for at nå dertil,” skriver den garvede satirevært.

Sponsoreret indhold