Kendte 14. september 2016

Nu taler bror ud om søsters mystiske mord: Men hvorfor smiler han imens?

20 år efter at den seksårige skønhedsdronning JonBenét Ramsey blev fundet myrdet i sit eget hjem, står storebroren Burke frem og fortæller dét, han husker fra den skæbnesvangre dag. Mange har i årenes løb hævdet, at familien – og dermed broren – har været involveret i JonBenéts død – og det er derfor heller ikke gået ubemærket hen, at broren under det nylige interview smiler

Det var et dødsfald, der sendte chokbølger gennem hele verden. Avisforsider kaldte det ”mordet på en lille skønhed”, og hele hjembyen i Boulder, Colorado begræd hendes død.

Hvorfor skulle lille JonBenét Ramsey dø? Hvorfor skulle den livsglade, seksårige skønhedsdronning på brutalt vis myrdes? Og ikke mindst: Hvem tog livet af den lille skønhed?

I de sidste 20 år har det amerikanske politi forsøgt at finde frem til sandheden om JonBenéts alt for tidlige død.

Og selv om familien gennem alle årene har fastholdt deres uskyld, har både politi og private efterforskere i årenes løb ad flere omgange hældt til, at det enten var forældrene eller storebroren Burke, der kvalte den lille pige og lagde liget af hende i familiens kælder den dag i slutningen af december 1996.

Nu har storebroren Burke, der i dag er 29 år, så valgt at stå frem for første gang.

(Foto: All Over)

JonBenét blev kun seks år. Foto: All Over

I et interview med det amerikanske talkshow Dr. Phil har Burke valgt at fortælle sin version af, hvad han oplevede den skæbnesvangre dag i december 1996, da hans seksårige lillesøster blev fundet død.

- Jeg ved, at folk tror, jeg gjorde det. At mine forældre gjorde det. Jeg ved, at vi var mistænkte, fortæller Burke i interviewet, der endnu ikke er blevet vist, men blot reklameret for i små ”bidder”.

Selv om programmet endnu ikke er blevet vist i sin helhed, har det allerede høstet stor opmærksomhed – og særligt af én årsag. Burke smiler nemlig stort set i alle klippene – også i det klip, hvor han fortæller om den morgen, hvor hans lillesøster blev fundet død i familiens kælder.

Det har endnu engang fået flere til at spekulere i Burkes rolle i JonBenéts død.

Flere kan ikke forstå, hvorfor Burke smiler under det nye interview. Foto: NBC News

I interviewet med Dr. Phil fortæller Burke, hvordan han intet havde hørt om natten – men først fandt ud af, at noget var galt, da hans mor Patsy vækkede ham den følgende morgen.

- Det første, jeg husker, er, at min mor bragede ind på mit værelse, helt febrilsk, mens hun sagde: 'Oh my gosh, oh my gosh. Hvor er min baby? Hvor er min baby?', og hun løb rundt på mit værelse. Nu ved jeg, hun ledte efter JonBenét, fortæller Burky, mens han smiler.

Dr. Phil har efterfølgende forklaret, hvorfor han mener, at Burke ikke kan lade være med at smile. 

- Folk kommer til at blive meget interesserede i hans opførsel, og de vil synes, hans opførsel er atypisk. Han omtaler nogle ret mørke aspekter af denne historie og smiler, mens han gør det, fortæller Dr. Phil.

- De seneste tyve år har han levet væk fra søgelyset. Det er min opfattelse, at han er socialt akavet. Han er IT-ingeniør. Han arbejder hjemme. Han tager ikke på arbejde hver dag, lyder forklaringen fra talkshowværten.

Lille JonBenét Ramsey var en livsglad lille pige, der havde stor succes som skønhedsdronning. Hun havde vundet flere store konkurrencer, og hun var spået en stor fremtid. Men lille JonBenéts liv sluttede alt for tidligt.

Hun blev fundet død den 26. december 1996 i familiens hjem i Boulder, Colorado. Forinden da havde moderen Patsy – efter hun var stået op tidligt op morgenen den 26. december – opdaget et to en halv side sider langt, håndskrevet brev, der lå på trappen til familiens førstesal.

Brevsenderen påstod at have kidnappet den lille pige og forlangte $118.000 (svarende til omkring 780.000 kroner) for at levere pigen tilbage i live. Beløbet svarede næsten på et prik til det beløb, som faderen havde fået i bonus tidligere på året.

(Foto: All Over)

Brevet, som moderen fandt på trappen. Politiet kunne ikke finde den lille pige - det var først, da faderen sammen med en ven om eftermiddagen gennemsøgte husets kælder, at de fandt liget af den lille pige. Foto: All Over

I brevet stod der også udtrykkeligt, at familien ikke måtte kontakte politiet – alligevel slog Patsy alarm til både politiet og naboerne, efter at hun havde fundet brevet og konstateret, at JonBenét ikke lå i sin seng.

Politiet fandt efter første efterforskning ingen tegn på indbrud – og i begyndelsen mente efterforskerne også, at håndskriften på brevet mindede ualmindelig meget om Patsy Ramseys.

Familien har dog selv gennem alle årene fastholdt deres uskyld, selv om både politi og private efterforskere ad flere omgange har haft dem i søgelyset.

Først 12 år efter JonBenéts død blev den lille piges tøj grundig undersøgt for spor.

Her fandt man DNA fra en fremmed mand, hvilket fik politiet til at arbejde ud fra en ny teori om, at den lille pige blev udsat for en forbrydelse – og at familien ikke var involveret i hendes død.

Alligevel hænger mistanken stadig over dem.

Og nu taler Burke altså for første gang – og det er der en årsag til.

- Jeg ønsker at ære hendes minde ved at stille op til dette interview. Jeg ønsker ikke, at nogen glemmer hende, siger han i programmet og tilføjer:

- De seneste tyve år har jeg bare ønsket at vokse op som et normalt barn.

Men udover at skulle fortælle sin egen version bliver Burke også mødt med alvorlige spørgsmål fra talkshow-værten. Dr. Phil stiller blandt andet Burke spørgsmålet, om han dræbte JonBenét. Eller om han nogensinde har slået hende eller misbrugt hende.

Seerne må dog vente på at få svar på disse spørgsmål, til selve programmet bliver vist.

Se et galleri med billeder fra sagen herunder:

JonBenét Ramsey

Sponsoreret indhold