Kendte26. september 2021

Nu er Michael K. Williams dødsårsag bekræftet

Det var en dødelig cocktail af stoffer, der slog den amerikanske skuespiller ihjel
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/michael_k.jpg
 Foto: MEGA

I starten af september mistede ”The Wire”-stjernen Michael K. Williams livet i en alder af bare 54 år.

Nu står det klart, hvad der ligger til grund for hans alt for tidlige død.

Det skriver blandt andre NBC.

Politikilder kunne den i starten af september fortælle, at den amerikanske skuespiller var fundet død i sin lejlighed i Brooklyn, New York. Det var hans nevø, der fandt ham. Og indtil nu har dødsårsagen altså ikke ligget fast.

Nu viser det sig dog, at det var en overdosis, der slog Williams ihjel.

Kæmpede med misbrug

Efter en obduktion og retsmedicinsk undersøgelse viser det sig, at det helt specifikt er kombinationen af det syntetiske smertestillende stof fentanyl, heroin og kokain, der har forårsaget det akutte dødsfald.

Michael K. Williams blev kendt for sin rolle som den skruppelløse kriminelle Omar Little i HBO-serien "The Wire”, men medvirkede også i blandt andet ”Boardwalk Empire”, filmen ”12 Years a Slave” og miniserien ”The Night of”.

Han var nomineret til tre Emmy Awards i løbet af sin karriere – for rollerne i ”Bessie”, The Night of” og ”When They See Us”.

Så sent som i februar fortalte han ærligt om sine udfordringer med stofmisbrug i Marc Marons podcast ”WTF”.

Blandt andet at han ofte har kæmpet med tilbagefald til misbrug af alkohol og kokain.

Sponsoreret indhold