Kendte13. november 2023

Nu er det sket: Sus Wilkins og Freja Kirk har solgt lejligheden

Eksparret har efter godt en måned fundet en køber til deres Vesterbro-lejlighed
Sus Wilkins og Freja Kirk kan endelig komme videre hver for sig. 
Sus Wilkins og Freja Kirk kan endelig komme videre hver for sig.
 Foto: Lars H. Laursen

Lynsalg.

Godt en måned gik der fra Sus Wilkins og Freja Kirk satte deres lejlighed på Vesterbro i København til salg, før den nye køber satte sin underskrift på købsaftalen.

Det bekræfter Home Vesterbro, som har stået for salget, over for SE og HØR.

Parret forlangte 5.955.000 kroner for den 79 kvadratmeter store lejlighed med sydvendt altan, men om den er solgt til prisen, ville ejendomsmægleren dog ikke oplyse, og salget er endnu ikke tinglyst.

Selv betalte de 5.225.000 kr. for to år siden, og hvis de har fået det ønskede beløb, kan de se frem til en gevinst på 730.000 kr. – eller 365.000 kr. til hver.

Sus og Freja blev gift ved et romantisk bryllup i Toscana i september 2021 og nåede akkurat ikke at fejre deres to-års bryllupsdag, da de i slutningen af august meddelte, at de skulle skilles.

Kort efter blev Wilkins spottet på kærlighedsferie med Nicklas Bendtner.

Hverken skærmsilden eller fodboldflaben ville kommentere deres relation, men for nylig blev de igen spottet sammen – denne gang gik kærlighedsferien til Brasilien.

Kort efter postede Sus et billede af sig selv og Bendtner i et hedt kys og indrømmede blankt, at hun er forelsket.

- Om nogle af jer måske har gættet, så forelsker jeg mig mere i personen end i kønnet.

Nu er hun løst af fortidens lænker og boligmæssige forpligtelser.

Sponsoreret indhold