Nu er den gal igen: Endnu en konkurs rammer Esben Bjerre

Det ser ud til, at økonomien halter for podcast-værten Esben Bjerre.
Først gik han konkurs med gardinfirmaet Arne Aksel 2.0– og nu følger endnu en konkurs, denne gang med selskabet ER-ET ApS, som han ejede 50/50 sammen med Christina Rosborg Schledermann.
Ifølge selskabets vedtægter skulle ER-ET ApS beskæftige sig med detailhandel med tøj, men virkeligheden blev en anden.
Virksomheden nåede aldrig for alvor at komme i gang, og nu har Sø- og Handelsretten taget firmaet under konkursbehandling.
Det skete 6. maj 2025 efter en konkursbegæring indsendt 13. marts.
Selskabet har ikke indleveret nogen regnskaber, og kurator Thomas Munkhøj Haslev oplyser nu til SE og HØR, at der ikke er nogen værdier i boet.
Ifølge Thomas Munkhøj Haslev har selskabet aldrig været i drift. Det eneste, de har påtaget sig er et lejemål, hvor udlejer stadig ikke har fået sine penge. Det er udlejeren, som har indgivet konkursbegæringen
Thomas Munkhøj Haslev kan ikke oplyse, hvor lejemålet er.
Låner til højre og venstre
Selvom Esben Bjerre har haft stor økonomisk succes med selskabet Godt Humør ApS, hvor han alene i 2023 udbetalte hele 4,1 millioner kroner i løn til sig selv og 2,3 millioner sidste år, har tv-værten sammen med hustruen Sisse Sejr belånt parrets villa langt ud over købsprisen.
Huset, som de købte i 2022 for 11,8 millioner kroner, er i dag pantsat for hele 13.775.000 kroner.
Allerede samme år som de flyttede ind, optog de lån på 1,6 millioner og 610.000 kroner. Året efter kom endnu et lån på intet mindre end 2.175.000 kroner oveni.
Stod bag ulovlige lån
Det er ikke første gang, at podcastværten går konkurs. Det gjorde han også med firamet Arne Aksel 2.0.
Esben Bjerre og resten af bestyrelsen i gardinfirmaet Arne Aksel 2.0 brød loven og risikerede at blive idømt bøder, da der i firmaets første regnskabsår blev opretholdt ulovlige lån i anpartsselskabet.
Det er revisorens konklusion i regnskabet, der dækker perioden fra 20. oktober 2020 til 31. december 2021.
Esben Bjerre, 38, trådte ind i bestyrelsen for Arne Aksel 2.0 den 30. november 2020 med en ejerandel på 10 procent.
Den 18. januar 2023 blev Arne Aksel 2.0 ApS. taget under konkursbehandling.
Det var anden gang Arne Aksel gik konkurs. Første gang var det som et IVS (iværksætterselskab), og da var Esben Bjerre ikke involveret.
Til Finans fortalte Esben Bjerre i 2023, at man i selskabet manglede styring af økonomien og havde mere fokus på det kreative end at få betalt regningerne.
SE og HØR har forsøgt at få en kommentar fra Esben Bjerre om den seneste konkurs, men det har ikke været muligt.