Kendte19 timer siden

Nu blander JD Vance sig i omtalen af Sydney Sweeneys "gode gener"

Sydney Sweeney har gode gener, bliver der sagt i en ny jeans-reklame. Det har skabt så voldsom debat, at USA's vicepræsident nu blander sig
Sydney Sweeney i starten af juni.
Sydney Sweeney i starten af juni.
 Foto: Evan Agostini/Invision/AP

Det helt store samtaleemne i USA er hverken sultkatastrofer, bortførelser på åben gade eller præsidentens venskaber med afdøde pædofile.

Det er derimod Sydney Sweeneys gode gener.

Som SE og HØR skrev onsdag, er der udbrudt en heftig debat på sociale medier om ordlyden i hendes nye reklame for Jeans-mærket American Eagle.

Reklamen beskyldes for at være propaganda for racisme og endda nazisme - læs mere detaljeret om det her - og nu er debatten nået hele vejen ind i Det Hvide Hus, hvor vicepræsident JD Vance udnytter muligheden for at gøre det til en sag.

Sydney Sweeney til Met Gala i maj.
Sydney Sweeney til Met Gala i maj.
 Foto: Mario Anzuoni/Reuters/Ritzau Scanpix

- Mit politiske råd til Demokraterne er: Bliv ved med at sige, at alle, der synes Sydney Sweeney er attraktiv, er nazister. Det siger faktisk noget ret interessant om Demokraterne, siger han i podcasten "Ruthless".

- Her har vi en helt almindelig, smuk, ærkeamerikansk pige, der laver en helt normal reklame for jeans, ikke? De prøver bare at sælge jeans til unge i USA, og alligevel har Demokraterne formået at gå fuldstændig i selvsving over det, lyder det fra vicepræsidenten.

Mediet Variety noterer sig dog med let undren, at han gør det til en demokratisk agenda. Ifølge dem er der nemlig ingen demokratiske politikere af notits, som har omtalt reklamen eller blandet sig i debatten.

Men det afholder ham ikke fra at fortsætte:

- Så meget af det, Demokraterne står for, er præget af fjendtlighed over for den almindelige, amerikanske hverdag. Du har en køn pige, der laver en jeans-reklame, og de kan simpelthen ikke lade være med at gå i panik. Det siger langt mere om dem, end det gør om os, lyder det.

SE og HØR har læst op på sagen, og det er ikke lykkedes os, at finde demokrater, som raser over reklamen. De amerikanske meder beskriver over en bred kam debattørerne som "brugere på TikTok, Instagram og Facebook".

Sagen får dog massiv omtale i medier på begge sider af det politiske spektrum og i amerikanske debatprogrammer og late night shows.

Sponsoreret indhold